Tech
BREAKING
0

Dansk dataplatform skal føje nye væddemål til førende bettingfirma

Det unge foretagende GameScorekeeper har netop skrevet kontrakt med Blast Pro Seriens officielle bettingpartner.

Den 33-årige Felix Klastrup etablerede GameScorekeeper i begyndelsen af 2016 og har en fortid som analytiker og projektleder hos Vestas. Foto: Tanja Carstens Lund

Fremover vil alverdens fans af e-sport kunne indgå alskens væddemål midt under kampene takket være en dansk dataplatform.

Iværksætterforetagendet GameScorekeeper med base på Aarhus Havn har netop skrevet kontrakt med et af verdens førende bettingfirmaer inden for e-sport, Pinnacle, der er officiel partner med Blast Pro Serien.

GameScorekeeper har siden 2016 specialiseret sig i at opsamle informationer fra computerspillene i e-sport så hurtigt, præcist og pålideligt, at entusiasterne kan satse penge på forskellige udfald undervejs frem at skulle nøjes med slutresultatet - akkurat som vi kender det fra fodbold og andre sportsgrene, hvor de alternative væddemål genererer halvdelen af bettingfirmaernes omsætning.

Samtidig sørger den danske dataplatform for, at Pinnacle kan automatisere kampopsætningerne og udregningen af odds på sit bettingsite.

»Vi går efter de største spillere på bettingmarkedet. Det gode ved Pinnacle er især, at firmaet er kendt for at gøre meget ud af e-sport. Så det er et kvalitetsstempel for os at få dem som kunde,« siger stifteren Felix Klastrup, som ikke vil afsløre de nærmere detaljer i kontrakten.

Det danske foretagende er en del af it-klyngen Incuba og består nu af fem medarbejdere samt to freelancere. Så sent som i november 2018 modtog GameScorekeeper 4 mio. kr. i investering og er dermed oppe på næsten 10 mio. kr. i alt, hvilket betyder, at firmaet er på udkig efter flere sælgere.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også