Tech
0

Google hopper på privatlivsbølgen – men lever stadig af data om dig

Det skal være nemmere at skjule sine digitale spor hos Google, som nu lancerer en række nye muligheder for at ’gemme sig’. Men Googles forretning handler stadig om at indsamle data om dig.

Googles topchef Sundar Pichai på scenen tirsdag aften til Googles I/O-konference. Her var det primære budskab, der skulle sendes i omløb, at brugerne vil få flere muligheder for at skrue ned for dataindsamlingen hos Google. Foto: AP/Jeff Chiu

Privatliv er blevet det nye sort i Silicon Valley, som ellers historisk set ikke har interesseret sig meget for den slags.

Apple har nu i lang tid talt varmt om privatlivets fred. Da Mark Zuckerberg i sidste uge talte ved Facebook-konference F8, var hovedbudskabet, at fremtiden handler om privatliv. Og da Google tirsdag aften holdt sin tilsvarende konference, var det også med databeskyttelse i centrum.

Fremover vil man for eksempel kunne bruge Incognito-mode andre steder end i browseren Chrome. Skifter man til Incognito-tilstand, bliver der ikke gemt oplysninger om, hvad man har lavet på nettet, og samme funktion kommer nu til blandt andet Google Maps og Youtube, der i dag som standard gemmer en masse information om steder, du besøger, og videoer, du har set.

En anden funktion, der er kendt fra browseren, er muligheden for at slette sin historik. Hos Facebook blev sådan en funktion lovet for et år siden, men har ikke set dagens lys endnu. Omvendt tilbyder Google nu en funktion, der automatisk sletter data om dig efter et vist tidsrum. Man kan vælge mellem at have sine data liggende på Googles harddiske i højst 3 eller 18 måneder. Funktionen er klar til data om ens færden på nettet og brugen af apps, mens data om placeringer kommer med på vognen senere.

Tekniske fremskridt, der gør det muligt at flytte nogle af de avancerede funktioner ned lokalt på en telefon, skal også hjælpe Google-brugernes privatliv. Dermed kan man for eksempel bruge Google Assistent – der svarer til Apples Siri – uden at skulle sende data til Googles sky.

Og så vil der komme bedre kontrol med cookies, der kommer fra tredjepart, altså de typiske annoncesporings-cookies, der holder øje med hvilke websider, du besøger.

De mange nye tiltag ændrer dog ikke på, at Googles forretning stadig primært handler om at sælge reklamer, der er målrettet til dig ud fra data indsamlet om dig. Med kontrollen over verdens mest brugte søgemaskine, Google Maps, Android-styresystemet, Chrome-browseren, Youtube og populære apps som Gmail har Google stadig et meget omfattende indblik i internetbrugernes liv. Dertil kommer Googles populære værktøj Analytics, som bliver brugt på de fleste professionelle websider til at måle besøgstal og som dermed også kan holde øje med, hvem der besøger hvilke sider.

»Jeg tror ikke, at disse ændringer vil ændre det mindste på Googles forretning. Så hvorfor ikke gøre det, for at give et indtryk af bedre beskyttelse af private data?,« vurderede Fatemeh Khatibloo, analytiker hos Forrester, overfor New York Times.

Avisen konkluderer også, at når Google skruer op for kontrollen med cookies fra tredjepart, vil det faktisk være en fordel for Google, der dermed kan spænde ben for konkurrerende reklameselskabers primære metode til at spore brugerne på nettet.

I forhold til Facebook er Google dog langt mere konkret og har funktioner klar, der kan hjælpe brugerne, lyder vurderingen hos Techcrunch. Og så har Google den fordel, at mange af de nye, smarte funktioner, der er på vej, faktisk kræver adgang til brugernes data, pointerer analytiker Ben Thomson fra Stratechery.

Vil man have adgang til funktionen Duplex, der automatisk kan klare alt det bøvlede med for eksempel at finde en lejebil til næste ferie, skal Google kunne gemme og læse en masse data om brugeren. Og så bliver historien, at Google hjælper dig, mod at du tillader, at de har adgang til dine data, skriver han i sin analyse.

BRANCHENYT
Læs også