Tech

Elon Musk vil lade mennesker styre computere med tanker

Ifølge Elon Musk-virksomheden Neuralink er de klar til at starte kliniske tests på mennesker allerede næste år.

Elon Musk-virksomheden Neuralink har succesfuldt målt en rottes hjerneaktivitet via tusindvis af små elektroder indopereret i hjernen. Foto: Jae C. Hong/AP

Snart kan Elon Musk få endnu en mulighed for at udvide sit opfinder-repertoire.

Den hemmelighedsfulde virksomhed Neuralink, som Elon Musk er direktør for, blev stiftet for at udvikle et datasystem, der forbinder den menneskelige hjerne med computere. Siden stiftelsen i 2017 har Neuralink ikke meldt meget ud til offentligheden, men det er der lavet om på nu.

Virksomheden har demonstreret, hvordan de kan måle hjerneaktiviteten på en rotte via tusinder af små elektroder, der er indopereret i rottens hjerne.

Det skriver Bloomberg.

Forsøget gør det muligt at opfange hjernens signaler hurtigere og mere risikofrit end eksisterende teknologi - hvis metoden altså bliver godkendt til mennesker.

»Det her kommer til at lyde mærkeligt, men ultimativt vil vi opnå symbiose med kunstig intelligens,« udtalte Elon Musk til en konference tirsdag aften.

Virksomheden, der har hovedsæde i San Francisco, afventer godkendelse fra USA’s fødevare- og lægemiddelforvaltning, der ifølge Neuralink giver mulighed for at starte kliniske tests på mennesker allerede fra næste år. Hvis der vel at mærke også er patienter, der vil indgå i forsøget.

Målet med metoden er at bore fire huller på 8 mm. i kraniet på en lammet patient og indsætte implantater, der giver patienten mulighed for at styre computere og smartphones med sine tanker. Ambitionen er i første omgang, at patienten skal kunne skrive 40 ord i minuttet.

Implantaterne - eller ’trådene’ - vil være så fintmaskede og fleksible, at de ifølge Neuralink vil følge hjernevævet og ikke ødelægge det. Hver tråd vil have samme tykkelse som en fjerdedel af et hårstrå.

Neuralink er en startup-virksomhed, der beskæftiger cirka 100 personer. Virksomheden har rejst godt en mia. kr. deriblandt næsten 700 mio. kr. fra CEO Elon Musk.

BRANCHENYT
Læs også