Tech

Apple advarer iPhone-brugere: Det kan blive dyrt

Det kan blive en dyr affære, hvis brugere af de nye iPhone 11-modeller vælger at bruge en reparatør, der ikke er certificeret af Apple.

Det er ikke første gang, at Apple laver begrænsninger på deres telefoner, der tvinger kunderne til at bruge virksomheden selv som reparatør. Foto: LUIS CORTES // Ritzau Scanpix

Hvis du har glædet dig til at få fingrene i den nyeste iPhone-model, er der lige en ting, der er vigtig at huske på. Apple har nemlig udgivet et dokument, hvori der står, at kun Apple-certificerede teknikere må skifte eller reparere dit skadede display. Ellers kan det blive en dyr fornøjelse.

Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Forbes.

Det handler helt præcist om modellerne iPhone 11, iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max. Det er ganske kostbart at få skiftet et smadret display til en iPhone, og ofte tilbyder tredjeparter at gøre det billigere end Apple-certificerede reparatører. Men Apple advarer nu om, at hvis kunden med de nye modeller går uden om certificerede reparatører, kommer vedkommende til at leve med en advarsel, der popper op på skærmen og siger, at displayet ikke kan verificeres af telefonen som et ægte Apple-display. Advarslen optræder, når displayet er i låst tilstand, i fire dage, inden den forsvinder.

Apple forklarer selv om beslutningen i sin nye support-manual til iPhone 11-modellerne, at det skyldes, at der skal være en sammenhæng mellem skærmen og styresystemet: ”iPhone-skærmen er lavet sammen med iOS-software for optimal ydelse og kvalitet. En uoriginal skærm kan forårsage problemer med kompatibilitet eller telefonens ydelse”.

Ifølge Apple kan en ikke-certificeret skærm medføre en række problemer med telefonen, herunder problemer med korrekt visning af farve, lysstyrke og batteriafladning.

Det er ikke længe siden, at Apple valgte at anvende samme type advarsel i forhold til nogle af iPhone-modellernes batterier. Således vil brugere af modellerne iPhone XS, iPhone XS Max og iPhone XR også få advarsler på skærmen, hvis batteriet ikke er blevet skiftet af Apple selv.

Læs også