Tech

Flygigant og verdens største bilproducent vil udvikle flyvende elbil

Porsche og Boeing kaster sig ind i kapløbet om at udvikle biler, der kan lette.

Foto: AP/Andreas Arnold

Boeing og Porsche vil sammen udvikle flyvende elbiler.

Det skriver CNN Business.

Den amerikanske flygigant og den tyske bilfabrikant annoncerede torsdag, at de slår sig sammen om at »udforske det primære marked for mobilitet i bymiljøet og udvidelsen af bytrafikken til luftrummet« gennem »et fuldt elektrisk lodret start- og landingskøretøj«. Med andre ord: de to giganter drømmer om at skabe en flyvende elbil.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Boeing.

Det er dog endnu ikke offentligt kendt, hvornår bilen forventes at kunne sælges, og hvilket prisleje bilen vil ligge i. Pressemeddelelse fortæller heller intet om de involverede parters økonomiske investering i projektet.

Porsches moderselskab, Volkswagen AG, er verdens største bilproducent og ejer blandt andet bilmærkerne Audi, Skoda, Volkswagen og Lamborghini. Bilgiganten har tidligere annonceret, at de vil investere i elektriske køretøjer og har sat et mål om at bygge 22 millioner elbiler på tværs af sine mærker i løbet af de næste ti år.

»Vi kombinerer styrken fra to førende globale virksomheder for at tackle et potentielt fremtidigt markedssegment. På længere sigt kan det betyde, at vi vil opleve en tredje dimension under vores rejser,« udtaler Detlev von Platen, der er medlem af Porsches bestyrelse, til CNN.

Boeings omsætning toppede 100 milliarder dollars for første gang i 2018. Salget tog dog et dramatisk dyk i år, da Boeings bedst sælgende kommercielle jetfly, 737 Max, var involveret i to dødsulykker, der dræbte 346 mennesker.

Flygiganten har allerede testfløjet den første prototype på en flyvende elektrisk bil tidligere på året. Den flyvende bil, som er ni meter lang og elektrisk, skal kunne flyve op til 80 kilometer i timen uden at skulle genoplades. Ifølge Boeing selv er der tale om et bud på fremtidens passagertransport.

»Porsche og Boeing bringer sammen præcisionsteknologi, stil og innovation for at fremskynde byens luftmobilitet over hele verden,« fortæller Steve Nordlund, der er daglig leder for Boeings afdeling, der arbejder med næste generations køretøjer og fly.

Det er dog ikke kun Boeing, som ser potentiale i de flyvende transportmidler. Rivalen Airbus har også foretaget testflyvninger, og ifølge investeringsbanken Morgan Stanley kan branchen omsætte for op til 2.900 mia. dollars i 2040, svarende til svimlende 19.000 mia. kr. De mest pessimistiske bud peger på en omsætning på ca. 615 mia. dollar, eller 4047 mia. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også