Tech

New York Times om Vestager: Hun er Silicon Valleys største fjende

Det er ikke undsluppet amerikanernes opmærksomhed, at den danske konkurrencekommissær er blevet mere magtfuld i EU.

Margrethe Vestager er netop blevet valgt til EU-Kommissær for en ny femårig periode, hvor hun tillige bliver næstformand for unionen. Foto: Aris Oikonomou/AFP

Det er meget muligt, at Danmark ikke har skabt et eneste techselskab i superligaen. Til gengæld har vi formet Silicon Valleys største fjende.

Den betegnelse benytter New York Times i hvert fald i et interview med Margrethe Vestager, hvor hovedbudskabet fra den danske konkurrencekommissær i EU er, at hun har tænkt sig at gå endnu hårdere til de teknologiske giganter - og tilmed har fået mere magt i unionen til det.

Det vækker forståeligt nok opsigt på den anden side af Atlanten, for Vestager har som bekendt allerede afleveret en bøde til Google på 9 mia. dollars for at bryde konkurrencereglerne her på kontinentet, mens Apple har måttet betale 14,5 mia. dollars for sin irske skattemanøvre.

Derudover er Margrethe Vestager lige nu ved at undersøge Amazons udnyttelse af data samt Facebooks forretningsetik, så hun mangler sådan set kun et slagsmål med Microsoft for at krydse techindustriens absolutte alfahanner af.

»De seneste fem år er nogle af de mørkere sider ved den digitale teknologi blevet tydelige,« forklarer kommissæren i interviewet med New York Times, der bemærker, at hun både er et meget imødekommende og stringent væsen.

Således optræder der et skilt uden for hendes kontor i Bruxelles med den selvsikre påskrift "Vestagervej", der blot synes at understrege hendes overordnede forehavende i amerikanernes optik.

»Markedskræfterne er mere end velkommen, men vi vil ikke lade markedskræfterne få det sidste ord, for markedet er ikke perfekt,« konstaterer kommissæren eksempelvis om forskellen på EU's tilgang til teknologi sammenlignet med USA og Kina.

I artiklen bliver den 51-årige dansker bedt om at forholde sig til præsident Trumps påstand om, at hun måske hader USA mere, end nogen andre han har mødt i sit liv.

»Hvis jeg er den person, der mindst kan lide jer, så må han kun møde mennesker, der virkelig kan lide USA,« lyder Margrethe Vestagers replik.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også