Tech

Japan skyder droner med mikrobølgestråler

Landets forsvarsministerium tester system, der skal skyde lufttrusler ned.

Foto: pexels / Collage: Anders Thykier

Et agentur under Japans forsvarsministerium har med succes sprængt droner med mikrobølgestråler.

Det skriver Nikkei Asian Review.

Bølger af ubemandede flyvevåben udgør en frygt i flere lande. Men nu ser Japan ud til at gøre fremskridt mod truslen med et forsøg med radiobølger.

Forsøget foregik ved, at der blev anbragt syv droner i forskellige størrelser i et rum, der var afskærmet mod omgivende radiobølger. Inde i rummet var der anbragt en generator med en høj effekt af mikrobølger. Da forskerne testede systemet, havde det en effekt på alle syv test-droner, der umiddelbart efter at have været i kontakt med mikrobølgerne blev ukontrollerbare eller missede deres mål.

Agenturet forestiller sig, at disse bølger kan installeres på f.eks. et flådeskib, hvor de kan beskytte mod angreb fra droner.

Truslen for dronerne har igangsat udviklingen af en række antidronevåben som jammere, radarer, net og usynlige ”hegn”, som kan uskadeliggøre droner. Med en såkaldt jammer, som kan ligne en overdimensioneret pistol, kan man f.eks. ødelægge signalerne mellem dronen og en fjernkontrol, så dronen ikke kan kontrolleres og dermed tvinges til jorden. I flere lande, heriblandt Holland og Frankrig, har myndigheder også målrettet trænet rovfugle til at fange og uskadeliggøre mindre droner.

I Japan ønsker agenturet at bruge en kombination mellem mikrobølger og laserangreb.

»Hvis vi bliver angrebet af mange droner, skyder vi så mange af dem som muligt ned med mikrobølger og ødelægger resten med andre midler,« sagde en embedsmand til Nikkei Asian Review.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også