Tech

Iphone-brugere købte apps for næsten 10 milliarder på én uge

Ugen mellem jul og nytår skabte rekordsalg i Apples App Store.

Arkivfoto: Kiichiro Sato/AP

Der blev trykket ekstra meget på køb-knappen i App Store i den sidste uge af 2019.

App Store er stedet, hvor iphone-brugere kan købe apps, og mellem jul og nytår brugte kunderne sammenlagt 1,42 mia. dollars i butikken. Det svarer til 9,6 mia. kr. og er et spring på 16 pct. sammenlignet med 2018, skriver CNN.

På selve nytårsaftensdag slog Apple rekord for salg på en enkelt dag; her købte brugerne for 386 mio. dollars, hvilket er mere end 2,5 mia. kr.

De mest populære gratis apps var YouTube, Instagram, Snapchat, TikTok og Facebook Messenger.

De apps, brugerne rent faktisk gad at betale for, var fotoredigeringsappen Facetune som nummer et, efterfulgt af planlægningsappen HotSchedules og vejrappen DarkSky.

Også mobilspil lå højt på listen. Der blev kastet penge efter bl.a. Minecraft, Color Bump 3D og Stardew Valley.

Det er blevet mere almindeligt, at kunderne gider at bruge penge på apps. I alt indbragte App Store i 2019 54,2 mia. dollars (364,4 mia. kr.), hvilket er en stigning på 16,3 pct. sammenlignet med 2018.

Også Android-brugere er blevet gladere for at bruge penge på Google Play, der er deres markedsplads for programmer og spil. Her steg forbruget ifølge CNN med 18 pct. sammenlignet med 2018. Dermed landede salget på 197 mio. kr.

Siden App Store åbnede i 2008, har app-udviklere tjent mere end 155 mia. dollars, oplyser Apple ifølge CNN.

En fjerdedel af de indtægter kom fra salget i 2019, og det er efter, Apple har taget mellem 15 og 30 pct. af fortjenesten.

Selvom der er fremgang for salget af apps, så dalede salget af iphones i 2019. Det var en af årsagerne til, at selskabets topchef Tim Cook ”kun” tjente 837 mio. kr. i det forgangne år, mod ca. 910 mio. kr. i 2018.

BRANCHENYT
Læs også