3-chef jubler: Mobilkunderne strømmer til
Trods intens krig om kunderne lykkedes det sidste år mobilselskabet 3 at levere den største kundetilgang siden 2013.
3 formåede i 2019 at lokke 92.000 nye kunder til. Dermed fortsætter Danmarks tredjestørste mobilselskab med at hale ind på konkurrenterne.
»Vi er den eneste operatør i branchen, som kontinuerligt lykkes med at tiltrække nye kunder,« siger Morten Christiansen, topchef i 3.
Meldingen tager afsæt i dugfriske nøgletal for 2019, der viser, at 3 holdt damp på kedlerne året ud. Tallene afslører imidlertid, at 2. halvår ikke kunne leve op til præstationen i årets første seks måneder, hvor det lykkedes 3 at lande 57.000 kunder.
I 2. halvår blev det derimod kun til 36.000 nye kunder, selv om det ofte er i 4. kvartal, at muligheden for at kapre nye kunder er stor hjulpet godt på vej af mange tilbud på nye mobiltelefoner.
Den faldende kundestilstrømning i 2. halvår af 2019 synes dog ikke at have ødelagt Morten Christiansens humør.
»Vi driver grundlæggende en sund forretning, hvor kunderne er glade for at være, fordi de oplever, at det er nemt og ukompliceret hos os,« siger mobildirektøren, der har stået i spidsen for 3 siden 2005.
De mange nye kunder skyldes især, at 3 i foråret 2019 tog kampen op med konkurrenter som Yousee, Telia og Telenor på bredbåndsområdet. Det skete med lanceringen af en mobil bredbåndsløsning, som ifølge 3 har opnået stor succes og i stor stil bidraget til årets kundevækst.
Selv om 3 har succes med at kapre nye kunder, sætter det dog ikke dybe spor i omsætningen, der sidste år landede på 2.736 mio. kr.
Det afspejler blot en vækst på 1 pct. i forhold til 2018-salget, der landede på knap 2.708 mio. kr., hvilket er den laveste vækst i 3-butikken siden 2016.
Til gengæld kan 3-topchefen glæde sig over, at overskuddet på de daglige forretninger landede på 738 mio. kr. svarende til, at 3 opnåede et overskud på tæt ved 27 kr. før renter og af- og nedskrivninger for hver 100 kr. omsat.
3 har med dagens regnskabsmeddelelse ikke fremlagt en egentlig årsrapport. Den fremlægges først senere. I 2019 skete det i begyndelsen af juni.