Tech

Facebook vil købe din stemme

Din stemme kan være 35 kr. værd, hvis du hjælper Facebook med at forbedre deres stemmegenkendelse.

Facebook vil forbedre stemmegenkendelsen i deres funktioner, og nu vil de betale for folks hjælp til det. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Det sociale medie Facebook vil gerne have en bid af dig – nærmere bestemt er det din stemme, som de vil betale for at bruge til at forbedre deres stemmegenkendelsesværktøjer.

Det skriver CNN Business.

Facebook skal bruge en gruppe udvalgte personer til at forbedre stemmegenkendelsen i Portal, der er navnet på det udstyr og softwaren bag, som de tidligere har lanceret til videoopkald og chat.

Opgaven lyder på at optage ordlyden »Hej Portal, ring til…«. Bagefter skal man så to gange sige navnet på en tilfældig Facebook-ven 10 gange. Et arbejde, der vurderes at tage omkring fem minutter.

Opgaven kan gentages op til fem gange i Facebook-appen, som hver gang resulterer i 200 point. De maksimalt 1.000 point, har en værdi på fem dollars, der svarer til omkring 35 kr. - så det er altså ikke nogen større guldgrube at være med.

Det optjente beløb vil blive udbetalt via PayPal.

Store tech-firmaer har tidligere givet anledning til debat, når det gælder deres iver efter at indsamle og bruge folks stemmer. Typisk har firmaerne givet sig selv fri adgang til at aflytte og optage lyd gennem privatlivspolitikker og vilkår samt betingelser, som ganske få personer læser sig igennem.

Senest er udviklingen af stemmegenkendelse sat i stå hos en række firmaer, efter der er konstateret flere sikkerhedsbrister, der er blevet udnyttet af hackere, som har kunnet aflytte folks hjem uden deres vidende.

Amazon er også stadig i gang med at forbedre og træne sit stemmesystem, Alexa, til at opfange og respondere bedre på menneskelige stemmer. Amazon siger, at de dog kun opfanger og bruger en meget lille del af de lyde, som Alexa opfanger fra tilfældigt udvalgte brugere af systemet. Og desuden kan man til hver en tid fravælge at deltage inde i Alexas systemindstillinger.

Google, Apple og til dels Facebook er blandt dem, der er stoppet med at benytte brugeres optagelser, skriver CNN Business.

På nuværende tidspunkt foreligger der ikke præcise oplysninger omkring, i hvilke lande Facebook vil betale for stemmer - og om Danmark er i blandt dem.

BRANCHENYT
Læs også