Falske vaccinepas og testresultater til salg på det mørke internet
Man kan finde salgsannoncer for vacciner, negative testresultater og vaccinationsbeviser, hvis man ved, hvor på internettet man skal lede, fremgår det af ny rapport fra IT-sikkerhedsselskabet Check Point.
Omfanget af illegale annoncer for vacciner, testresultater og vaccinepas er i fremgang på internettets mørke sider, hvor både amerikanere og europæere bidrager til et bredt sortiment af corona-relaterede produkter.
Det viser en ny rapport fra IT-sikkerhedsselskabet Check Point, som også tidligere har afdækket den fordækte handel med coronavirus-vacciner.
Nu kan det vise sig, at man også kan købe falske, men vellignende testresultater samt britiske og russiske vaccinepas.
IT-sikkerhedsselskabet advarer mod at gøre brug af de kriminelt udbudte produkter, ikke alene på grund af ulovligheden, men også af hensyn til risikoen for, at sælgerne i højeste grad er ude efter personlige oplysninger.
»Disse får de cyberkriminelle adgang til, når brugerne bestiller et falsk certifikat. Derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at man ikke benytter sig af falske certifikater, da det er ulovligt, men især fordi man frivilligt giver sine personlige informationer til cyberkriminelle,« fortæller Niels Zimmer Poulsen, chef for sikkerhedsingeniørarbejdet hos Check Point, i rapporten.
Det fremgår af rapporten, at der på det mørke internet nu findes mindst 1.200 annoncer for vacciner mod coronavirus - tre gange så mange som januar 2021.
Check Point demonstrerer i den nye rapport, hvordan man med kryptovaluta - typisk bitcoin - kan betale for at få tilsendt vacciner fra AstraZeneca, Johnson & Johnson, russiske Sputnik V og kinesiske Sinopharm.
En vaccine koster mindst 500 amerikanske dollars, mens et vaccinepas, som giver indtryk af, at indehaveren allerede er blevet vaccineret, udbydes for under en tredjedel af det beløb. Negative testresultater sælges for 25 dollars stykket.
Selskabet vurderer dog i samme ombæring, at der ingen garanti er for, at man faktisk modtager det produkt, som man betaler for. Check Point har nemlig forsøgt at bestille indtil flere af de annoncerede vacciner, hvilket har resulteret i, at sælger har slettet sin konto.
Det mørke internet er betegnelsen for den del af internettet, som ikke kan tilgås via almindelige browsere, men er tilgængelig, hvis man bruger fx browseren Tor. Denne del af internettet er kendetegnet ved en højere grad af anonymitet, hvorfor den også ofte sættes i forbindelse med illegale aktiviteter.