Tech

Snart kan du selv fikse din iPhone derhjemme

Til næste år begynder iPhone-skaberen Apple at sælge reservedele, så kunderne selv kan reparere deres smartphone.

Apple, hvis topchef hedder Tim Cook, vil snart lade kunder reparere deres iPhones selv. Foto: AP Photo/Marcio Jose Sanchez)

Snart behøver du ikke aflevere din iPhone til en reparatør, hvis du skal have udskiftet et ituslået glas eller et skrantende batteri.

Amerikanerne får muligheden først, men udviklingen er i gang. Apple vil begynde at sælge reservedele, så kunder selv kan udskifte bl.a. batterier og glas på iPhones.

Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt CNBC.

I en pressemeddelelse onsdag oplyser Apple, at ejere af iPhone 12 og 13 fra starten af næste år i USA vil få mulighed for at købe originale reservedele og værktøjer, så de selv kan udføre reparationer. Derefter vil Apple i løbet af 2022 udvide tilbuddet til flere lande.

»Ved at skabe bedre tilgængelighed til Apples originale reservedele får kunderne endnu bedre muligheder, hvis en reparation er nødvendigt,« lyder det fra Apples driftsdirektør Jeff Williams i pressemeddelelsen.

Apple oplyser, at virksomheden vil udvide kundernes mulighed for selv at reparere produkterne til også at omfatte Mac-computere med såkaldte M1-chips.

CNBC skriver, at Apples træk ser ud til at være en sejr for fortalerne for, at kunder selv skal have mulighed for at reparere produkter. Flere værkstedsbutikker og lobbyister har ifølge mediet længe opfordret lovgivere til at indføre regler, som vil give øget adgang til manualer og originale reservedele.

Men indtil nu har Apple været modstander af at lade kunder stå for at reparere deres egne produkter. Apple har bl.a. sagt, at det ville være problematisk i forhold til sikkerhed og produkternes ydeevne.

Ifølge CNBC har de amerikanske myndigheder signaleret, at der vil komme øget fokus på retten til at reparere selve, og det kan være en af grundene til, at Apple nu er vendt på en tallerken.

Læs også