Nokia lukker kæmpefabrik
Virksomheden lukker sit største produktionsapparat uden for Europa og afskediger sine medarbejdere.
Finske Nokia afskediger 8.000 indiske medarbejdere, og lukker i dag sin produktionsvirksomhed ved Chennai i det sydlige Indien. Det skriver International Business Times.
Fabrikken, der åbnede i 2006, var Nokias største produktionsapparat uden for Europa, og producerede på sit højeste 800 millioner mobiltelefoner til en eksportværdi på godt 12 milliarder kroner om året.
Ifølge International Business Times sker lukningen af fabrikken på grund af flere verserende sager mellem de indiske myndigheder og Nokia.
De indiske skattemyndigheder mener blandt andet, at Nokia ikke har eksporteret sine vare, men i stedet solgt produkterne på de indre indiske marked. Det har medført en skattebøde til Nokia på 24 milliarder indiske rupee, eller hvad der svarer til cirka 2,3 milliarder kroner.
Derudover har den indiske højesteret samtidig bedt Nokia om at stille 35 milliarder indiske rupee, eller hvad der svarer til godt 3,4 milliarder kroner, i garanti i forbindelse med fabriksoverdragelsen til Microsoft, som opkøbte Nokia Devices & Services sidste år.
"Microsoft har meddelt Nokia, at de vil afslutte de produktionsydelser, der er defineret i aftalen, med virkning fra den 1. november 2014. I mangel af yderligere ordrer fra Microsoft vil Nokia suspendere produktionen ved Sriperumbudur-fabrikken fra 1. november" udtaler Nokia i en meddelelse.
Den finske virksomhed er nu helt forhindret i at sælge sit produktionsapparatet som følge af, at den indiske skattemyndighed har indefrosset aktiverne i fabrikken.
Udover de fabrikkens 8.000 afskedigede medarbejdere vil lukningen af fabrikken også berøre 25.000 andre indere indirekte, skriver International Business Times.