Britisk storkoncern fortsætter nedtur
It-virksomheden Quindell kæmper ifølge analysehus for at overleve.
Den britiske storkoncern Quindell deroute forsætter, og koncernen kæmper efterhånden for sin overlevelse i kølvandet på en analyse fra Gotham City Research, som er omgærdet af mystik.
Gotham City Research spekulerer i overvurderede aktier ved at ligge short (sælge dem) og derefter udsende ekstremt negative analyser.
Ifølge Bloomberg News havde Gotham City Research allerede den 22. april udsendt en analyse, hvor det alternative finanshus beskyldte Quindell for, at 41 pct. af koncernens omsætning kom fra egne selskaber.
Overordnet beskrev Gotham City Research et selskab, der havde indtjeningsmarginaler i samme klasse som Microsoft og Google, men samtidig også et selskab, der var exceptionelt dårligt ledet.
Gotham City Research gav Quindell et kursmål på 3 pence, og aktien er siden faldet løbende.
Quindell-aktien lukkede tirsdag i 78,25 pence efter tirsdagens fald på 17,6 pct. og 34 pct. over to dage. Quindells koncernchef, Robert Terry, har ikke kunnet genoprette tilliden til aktien, og hans seneste forsøg kom i mandags, da Robert Terry meddelte, at han havde købt Quindel-aktier for 25.000 pund eller 237.000 kr.
Quindell kom på børsen med en såkaldt omvendt fusion, hvor selskabet opkøbte et børsnoteret selskab. Quindell udvikler outsourcingsoftware til konsulent- og teknologivirksomheder samt forsikringsvirksomheder. I øvrigt hæftede Gotham City Research sig netop ved, at den såkaldte omvendte fusion er en typisk måde denne type selskaber kommer på børsen.
Aktiefokus