Eksplosion i hurtigt internet
Internet via kobber er på retræte, mens fiber vinder kraftigt frem.
Vi vil have hurtigere og hurtigere internet.
Det er humlen i Erhvervsstyrelsens nye telestatistik, som udkom onsdag.
Således sælges hvert tredje abonnement på fastnet bredbånd nu med downloadhastigheder på mindst 30 Mbit/s. Sådan en forbindelse havde 480.925 danskere i første halvår 2013, og det eksploderede til 721.615 i første halvår 2014. En stigning på lige over 50 pct. og en vækst siden 2012 på hele 168 pct.
"Danskerne får fortsat højere hastigheder på deres bredbåndsabonnementer. Det skyldes især de mange nye fiberforbindelser, og at bredbåndsabonnementer via kabel-tv-nettet løbende får højere hastigheder," siger kontorchef i Erhvervsstyrelsen, Niels May Vibholt.
Og netop fiberforbindelserne tegner sig for en god sjat af væksten. Antallet af fiber-bredbåndsforbindelser er vokset med 72.751 nye abonnementer til i alt 367.627. Det er en stigning på knap 25 pct. fra 2013 til 2014. I samme periode er antallet af abonnementer på kobberforbindelser faldet.
For første gang nogensinde udgør andelen af kobber-abonnementer nu under halvdelen af samtlige abonnementer. Det glæder selvsagt administrerende direktør i Waoo!, Jørgen Stensgaard, som mener, at det blot er et spørgsmål om tid, før fibernettet bliver markedsledende.
"De gamle kobberledninger er på retur. TDC forsøger selvsagt at holde teknologien i live, men alle tegn – herunder danskernes medieforbrug - peger i retning af, at der bliver behov for at kunne trække store hastigheder ud af nettet, og her er der ikke noget, der kommer i nærheden af det, som fiberforbindelserne kan levere," siger Jørgen Stensgaard.
Det samlede antal fastnet bredbåndsabonnementer er i 2014 på 2.330.559. En stigning på 3 pct. siden sidste år. 371.820 af dem er abonnementer med en hastighed på mindst 50 Mbit/s. 40.986 har hastigheder på mindst 100 Mbit/s.
Den gennemsnitlige downloadhastighed på bredbåndsforbindelser i Danmark er i 2014 på 23,2 Mbit/s. Uploadhastigheden er fortsat noget lavere. Den ligger på gennemsnitligt 2,7 Mbit/s.