Microsoft kaster håndklædet i ringen med e-bog
Microsoft giver op og erkender sit nederlag på markedet for såkaldte e-readers.
Selskabets samarbejde med bogkæden Barnes & Nobles om produktet Nook har kæmpet forgæves mod blandt andet Amazons Kindle. Microsoft sælger dermed sin andel af samarbejdet til Barnes & Noble.
Det skriver Financial Times.
Barnes & Noble, der er USAs største bogkæde, ventes at give omkring 125 mio. dollar for Microsofts andel på 17,6 pct. af samarbejdsselskabet Nook Media. Microsoft købte andelen i Nook Media for 300 mio. dollar i maj 2012.
Til trods for en stigning i antallet af forbrugere, der læser digitale bøger, har Nook ikke formået at udnytte markedets potentiale til at stjæle kunder fra den altdominerende konkurrent Kindle fra Amazon. Barnes & Noble meddelte torsdag, at omsætningen i selskabets afdeling for e-bøger var faldet med 41,3 pct. til 64 mio. dollar i seneste kvartal.
- Microsofts exit fra Nook vil gøre os i stand til at fortsætte effektiviseringen af den digitale forretning Nook og øger Barnes & Noble's operationelle og strategiske fleksibilitet, udtaler Michael Huseby, topchef i Barnes & Noble, til Financial Times.
Kindle sidder tungt på 67 pct. af det 4,3 mia. dollar store nordamerikanske marked for e-bøger.
Ritzau Finans