Snapchat løfter endelig sløret for den store hemmelighed, alle kendte i forvejen
Snart vil man kunne fotodokumentere sit liv i levende billeder med Snapchats første fysiske produkt.
Virksomheden bag den vanvittigt populære app Snapchat, der lader brugerne chatte og dele billeder og film med deres venner, har overrasket teknologibranchen med nyheden om, at den er lige på nippet til at lancere sit første fysiske produkt.
Fredag aften afslørede virksomheden, at den vil sende produktet Spectacles - et sæt højteknologiske solbriller, der kan filme videoklip i bidder af op til 30 sekunder - på gaden allerede i løbet af efteråret.
Brillerne kommer til at koste 130 dollar - svarende til ca. 860 kr. Det fortæller direktør Evan Spiegel til mediet Wall Street Journal.
Selvom Snapchat har forsøgt at vogte over hemmeligheden under udviklingen af brillerne, har rygterne om en konkurrerende model til Google Glass svirret, lige siden Snapchat opkøbte virksomheden Vergence Labs i 2014.
Det kulminerede, da direktør Evan Spiegel blev fotograferet med en prototype af brillerne plantet midt i sit smilende ansigt tidligere i år.
Solbrillerne er designet med en enkelt knap, som man trykker på for at optage sin video. Linsen optager i en vinkel på 115 grader, hvilket ifølge selskabet svarer til en almindelig persons synsfelt. Dermed kan man stort set genskabe sine oplevelser 1:1.
»Da jeg fik optagelsen tilbage og så den, kunne jeg se min egen hukommelse gennem mine egne øjne. Det var utroligt,« siger Evan Spiegel til Wall Street Journal om sit første møde med brillen.
Spiegel omtaler solbrillerne som et stykke legetøj og fortæller, at man i begyndelsen vil rulle produktet ud i et begrænset antal for at finde ud af, hvordan brugerne tager imod det.
Det er nærliggende at sammenligne satsningen med Alphabets produkt Google Glass. Sidstnævnte opnåede aldrig den succes, man havde håbet på, og i fjor satte man en stopper for salget.
Fremtiden ser dog potentielt mere lovende ud for Snapchat, som markedsfører brillerne til knapt en tiendedel af den pris, Google-brillerne kostede, da de først kom på markedet.
Med den nye lancering er Snapchat ved at ændre karakter fra et socialt medie med over 150 mio. daglige brugere - det er i øvrigt næsten 15 mio. flere end Twitter - til en decideret kameravirksomhed. I videoen herunder kan du få den første forsmag på Snapchats satsning i brillebranchen.