Tech

Efter russisk phishing-kampagne: Google ændrer Gmail

Et stort antal Gmail-brugere blev for nylig ofre for en snedig phishing-kampagne med falske Google-dokumenter. Nu opruster Google med kunstig intelligens.

Foto: Colourbox

Hvis du bruger Gmail til erhverv, er det nu blevet lidt sværere at ramme dig med et phishing-angreb.

Google har nemlig implementeret nye machine learning-baserede sikkerheds-foranstaltninger, der skal sikre de mange erhvervsbrugere bedre.

Mellem 50 og 70 procent af alle indgående beskeder i Gmail-systemet er ifølge Google selv spam, og med machine learning kan Google blokere 99,9 procent af de uvelkomne mails.

Systemet sammenligner konstant legitime emails med spam og phishing-mails, og baseret på den sammenligning kortlægges bestemte indikatorer på, at en forsendelse er phishing.

Det betyder ikke, at kendetegnene er en phishing-garanti, men alle mails, der indeholder dem, bliver holdt tilbage til yderligere analyse. Sikkerhedsopdateringen kommer i kølvandet på det store phishing-angreb på Gmail i sidste måned, hvor falske Google Drive-links gav russiske hackere adgang til ofrenes Google-konti.

Den forbedrede phishing-detektor sammenkøres også med et konstant voksende bibliotek af mistænksomme URLer, som udløser en advarsel, hvis brugeren forsøger at klikke på en link, der ligner.

På det mere lavteknologiske plan har Google indført såkaldte "external reply warnings", der advarer brugere, hvis de er ved at sende en email ud af virksomhedens netværk.

Den nye sikkerhed udrulles i løbet af de kommende dage.

Læs også: Pas på: Gmail oversvømmes af smart phishing-trick - klik ikke på dette link

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Læs også