TV

Airbus sendte fem fly på usædvanlig flyvetur

Hele Airbus' testflåde af A350 XWB var på vingerne på én gang over Sydfrankrig.

TV

Sydfranske fly-entusiaster fik sig forleden et syn af de helt sjældne:

Fem store passagerfly i tæt formation på himlen.

Det var flyproducenten Airbus' måde at markere, at dens kommende satsning, model A350 XWB, har overstået sit lange testprogram for at blive typegodkendt af de internationale luftfartsmyndigheder.

Alle fem fly, der har deltaget i testfasen, blev den 29. september sendt på vingerne fra Blagnac-lufthavnen nær Airbus' fabrik i Toulouse i Sydfrankrig.

Herfra samledes de fem fly i formationer til ære for fotograferne - men i høj grad også for dem, der så til fra jorden.

Maskinerne har tilsammen fløjet i 2.600 timer for at bevise bl.a. deres manøvredygtighed og sikkerhed i ekstreme forhold, f.eks. på en oversvømmet landingsbane.

A350 XWB er europæiske Airbus' direkte konkurrent til amerikanske Boeings 787 Dreamliner.

Flyene er omtrent lige store og er begge designet i letvægtsmaterialer for at minimere brændstofforbruget og dermed omkostningerne for luftfartsselskaberne.

SAS har lagt en ordre på i alt otte A350 XWB til levering i 2018. Qatar Airways bliver de første til at tage typen i brug allerede i år.

Læs også
Top job