Weekend

En ærlig Karl

Fra ængstelig teenagerapper til succesfuld sanger. I en alder af 22 år har Karl William allerede opnået mere end de fleste: Tre plader, musikpriser og en plads i "Toppen af Poppen". Nu forsøger han at balancere ambitioner og humør. Flyver han for højt, er der dybt at falde.

»Det må du ikke sige!« tænkte Karl William, da den kendte sanger Søren Huus spåede, at han ville skrive nogle af de bedste sange de næste 10 år. 
FOTOS: BENJAMIN NØRSKOV

Solen skinner på en råkold formiddag uden for spillestedet Train på havnen i Aarhus. Indenfor har Karl William og band taget hul på en ”produktionsøver” – musikbranchens begreb for en udvidet lydprøve, der skal sikre, at al teknikken spiller, når den 22-årige sanger om præcis otte timer indleder sin efterårsturné i fødebyen Aarhus. Det er i den anledning, at Jyllands-Posten helt ekstraordinært har fået lov til at være med bag kulissen - før, under og efter koncerten.

Karl William har flere timers sang foran sig. Alligevel trisser han glad rundt på scenen i en grå hættetrøje og et par sorte sutsko. Mellem numrene danser og rapper han, når han ikke laver sjove stemmer, mens resten af bandet griner. Han har funny bones og er sjov på en afvæbnende måde.

»Den røde prins vender hjem,« konstaterer producer og ven Carl Barsk ind i Karl Williams mikrofon. Dobbeltrollen som ven og kollega gælder også for de fire andre bandmedlemmer: Tais Stausholm, Frederik Carstens, Emil Hesselbæk og Mathias Klysner, sidstnævnte er desuden Karl Williams fætter. De seks har spillet sammen helt fra begyndelsen.

Kl. 13.00

Bandet holder en kort pause, og Karl William (KW) har smidt sig i sofaen i backstage-lokalet med sin telefon.

»Min mor og lillesøster kommer i aften,« fortæller han glad.

KW når dog ikke at se på telefonen særlig længe. En PR-fyr fra Train kigger ind i backstagelokalet og spørger, om Karl vil lave en videohilsen inden aftenens koncert.

»Så vi lige kan få solgt lidt ekstra billetter,« tilføjer han.

KW sætter sig op i sofaen og kigger ind i kameraet.

»Aarhus og omegn – kom forbi Train i aften. Der er stadig en del pladser, så tag en ven under armen og kom herned. Det bliver top nice - vi ses,« siger han.

»Jeg synes ikke du skal sige, at der er en del pladser. Så lyder det som om, der ikke er solgt nogen billetter,« indvender PR-gutten.

KW griner.

»Der er stadig billetter, håber I kommer, vi ses,« får han rettet i et nyt forsøg.

Hverken PR-fyren eller KW har dog noget at frygte. Sidste gang han spillede i Aarhus, mødte 250 mennesker op. Indtil nu har over 600 indløst billet til aftenens koncert.

Den røde prins er rigtig nok vendt hjem til Aarhus.

En dreng med krudt i røven

Karl William Wandahl kom til verden i midten af 90’erne. Hans første møde med musikken fandt sted bag et trommesæt, og det var først var nogle år senere, at sang kom ind i billedet. På friskolen i Aarhus skulle Karl William synge Marvin Gayes klassiker ”Ain’t No Mountain High Enough” til en forældreforestilling. Selv om der var tale om et mildest talt taknemmeligt publikum, kom der ingen ord ud af munden på ham. 

»Min stemme ville simpelthen ikke. Selvom folk havde klappet, uanset hvad jeg havde gjort på den scene, var jeg helt tavs,« mindes Karl William, der de næste mange år holdt sig bag trommesættet. 

Tidligt i Karls skolegang stod det klart for hans forældre, at han havde ualmindeligt meget krudt i røven. Bag trommerne fik han afløb for sin energi, men uden for musiklokalet havde han svært ved at sidde stille, og han begyndte at tromme i bordet, når undervisningen ikke sagde ham noget.

»Lærerens autoritet provokerede mig. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle sidde i timevis og høre på noget, der ikke sagde mig en skid,« fortæller Karl William, der ofte følte sig misforstået.

Andre gange forsøgte han sig med den stille protest, men det varede sjældent længe ad gangen. Sidste modtræk var den ironiske distance. 

»Hvis jeg kunne stille spørgsmålstegn ved det, vi skulle lave, på en sjov måde, grinede mine venner, og så holdt det mig ligesom kørende.«

Men der var også undtagelser. I dansktimerne sad han stille. Her kunne han udfolde sit talent for at skrive tekster og digte. I modsætning til matematik og biologi, hvor han aldrig rigtig lærte at forstå koderne, mestrede han meget tidligt ordene og forstod, hvordan de skulle sættes sammen.

»Det var virkelig fedt. Hvor matematik var et facit-fag, kunne jeg bruge mig selv i en dansk stil. Her kunne jeg selv bestemme. Så havde jeg ikke noget imod at gå på kompromis ved at læreren valgte emnet,« fortæller han.

Selv om dansk var et fristed for kreativitet, blev Karl William aldrig rigtig glad for skolen. Efter blot tre måneder i gymnasiet droppede han ud og begyndte på produktionsskole i stedet.

Han begyndte at rappe under aliasset ”Wicked” og blev booket til at spille nogle mindre jobs. Den første større koncert var til endagsfestivalen Sommer.Chillout.Aarhus, hvor der i programmet stod:

»Wicked er alias’et for en ung aarhusiansk knøs på 16 år, der på nuværende tidspunkt ‘kun’ har to tracks med i bagagen. Han besidder en masse energi og gå-på-mod - og trods hans unge alder formår han stadig at levere lyrikker, der er forførende og catchy!«

Koncerten gav Karl William blod på tanden.

»Sådan en koncert gjorde, at jeg følte mig cool. Jeg vil ikke sige, at det var en musikalsk oplevelse i særklasse, det var mere det, at jeg rent faktisk spillede foran et stort publikum,« fortæller han.

Musikken var stadig på amatørstadiet, men at Karl Williams tekster og mildt nasale stemme var unik, opdagede fætteren Mathias Klysner hurtigt. Han introducerede derfor Karl til nogle venner, der lavede musik i en kælder i Montanagade på Frederiksbjerg i Aarhus, ikke langt fra hvor Karl William voksede op.

Det blev et vendepunkt.

Kl. 15.00

På Train har bandet været i gang i et par timer.

»Jeg henter lige en øl,« siger KW og trisser af scenen. Et minut senere er han tilbage og hopper nærmest ind i den nye single ”Om igen”.

Emil Hesselbæk spørger KW, om de skal være stive efter koncerten.

»Ja, må jeg sove hos dig« spørger han tilbage. KW leder stadig efter en lejlighed og har de sidste par måneder boet hos en ven. Spørgsmålet får lov at hænge i luften.

»Aarhus, det simpelthen en fornøjelse at være tilbage,« siger han sarkastisk ind i mikrofonen med en højtidelig stemme.

KW har sunget i næsten tre timer nu.

Jeg synger mere, end jeg nogensinde har gjort. Det falder mig naturligt. I dag betragter jeg mig selv som sanger

Karl William

Et før og efter

I Montanagade mødte Karl William sine nuværende bandmedlemmer for første gang. I kælderen huserede også sangerne Louis Rustum og Thøger Dixgaard. Sammen dannede de musikerkollektivet Hukaos (fra det engelske ”who cares”). For første gang følte Karl William sig fuldstændig til rette.

»Vi var otte mennesker med præcis den samme idé om, hvad en hverdag skulle gå med. Det var det mest motiverende, jeg indtil da havde prøvet i mit liv,« fortæller Karl William.

Første aften i kælderen lavede Mathias Klysner et beat, som Karl William lagde sin vokal ovenpå. Resultatet blev nummeret ”Kostumeramt”, som de lagde ud på nettet, hvorefter interessen eksploderede.

»Der kom nærmest henvendelser fra dag ét,« mindes Karl William, der blev kontaktet af flere pladeselskaber og siden droppede ud af produktionsskolen for at forfølge musikkarrieren på fuld tid.

»Det var forløsningen på mine tanker. Så havde jeg mine venner og min musik. Jeg havde ikke brug for andet.«.

I kælderen på Frederiksbjerg kunne han samle fritid, arbejde og passion i én stor kugle af musik.

»Vi delte den samme skrøbelighed, den samme smag for musik. Vi havde selvfølgelig diskussioner og skænderier på kryds og tværs, men i sidste ende gjorde det bare venskaberne svedigere.«

På Danmarkskortet 

Med Hukaos i ryggen og succesen fra ”Kostumeramt” udkom Karl Williams første ep ”Døende” året efter. De aggressive rap-tekster fra tiden med Wicked var erstattet af et mere lyrisk og melankolsk udtryk. Karl William blev sammenlignet med C.V. Jørgensen, og de danske musikanmeldere spåede ham en lys fremtid.

»Da åndede jeg lettet op og havde for første gang følelsen af, at der var mange der gerne ville lytte til musikken. Det var en ret god følelse,« fortæller Karl William. 

Inspireret af amerikanske Frank Ocean og canadiske The Weeknd var sangene på ep'en knyttet til de lange nætter i Aarhus, festerne og dagene derpå. Karl William blottede sine indre sindsstemninger og bar følelserne helt uden på tøjet.

På nummeret ”Alt indvendigt” hyldede han musikerkollektivet og timerne i kælderen i Montanagade.

Stik mig det (fravær), dine læber, læderstol med plads til to.

Smøgen, askesnu, kælderrum med fred og ro.

Alt vi gør misunder de 

Ingen ved hvad det bunder i

Hukaos var kommet på Danmarkskortet, og Karl William høstede nomineringer til Danish Music Awards. Selv om han som kollektivets yngste medlem rendte med opmærksomheden, betragtede han det aldrig som en konkurrence.

»Vi dannede Hukaos som en forsikring for, at alle var med i det. Jeg har selvfølgelig godt vidst, når mine ting er blevet spillet mere, eller når der er kommet flere til mine koncerter. Men jeg har aldrig tænkt, at jeg var den svedigste af os alle sammen. Alle fik en bid af kagen.« 

Kl. 18.00

I aftenmørket er en rand af mennesker begyndt at tage opstilling uden for Train. Indenfor er Karl og co. nået til aftensmaden. Menuen er fastlagt på forhånd.

»Vi sender en fast bestilling ud. Det er meget fedt at få noget, man kender,« konstaterer KW.

»Nåårh, kunne I ikke li’ de der skumbanan-shots,« karikerer han en uforstående medarbejder.

Det er her i backstagelokalet, at man kommer i tanke om, at ”Karl William” ikke kun er en flok venner i 20’erne, men også er et professionelt band, der med største selvfølgelighed stiller krav, når de drager på tour. KW får ganske vist de andre til at grine, men han er også bossen, der betaler deres løn.

Prisregn i hovedstaden

Efter debuten udkom opfølgeren "Placebo”, og Karl William og resten af Hukaos-slænget var i mellemtiden rykket til København. Han var fyldt 20 år og havde fået en kæreste. Samtidig havde flere og flere havde fået øjnene op hans musik. Samme år vandt Karl William Gaffa-prisen for ”Årets Mandlige Kunstner” og ”P3-Talentet” til P3 Guld.

På ”Placebo” var lyden blevet mere mørk og søvngængeragtig, tekstuniverset eftertænksomt og grænsende til det paranoide på et nummer som ”3 Ind”:

Følsom uden at føle at man overhovedet føler noget

Det magiske det spreder sig –

Men er stadig mig selv en gåde

»Jeg hedder stadig MagiskeKarl på Instagram. Det magiske spreder sig, der er flere og flere, der hører musikken, men jeg forstod ikke, hvorfor folk syntes, det var spændende at høre om mine humørsvingninger,« forklarer Karl William om teksten.

Flere af sangene kredsede om at føle sig usikker og utilpas i verden.

»Lige meget hvor jeg har været, i tide og utide, har jeg følt mig usikker, også selvom jeg egentlig ikke burde være det. Her har jeg forsøgt at mærke efter. Jeg er ikke blevet til Jesus af at have haft det dårligt eller godt på nogle tidspunkter. Det har bare været vigtigt for mig at udtrykke mig.«

På titelnummeret forsøgte han at sætte ord på humørsvingningerne : 

Mit humør det går frem og tilbage

Det går ind og ud af min forstand

Dit humør det står stille

Du må fortælle det hele hvordan

»Jeg kan sgu stadig være ved at skide i bukserne i en social sammenhæng, selv om jeg har spillet på Roskilde Festival. Hvis min kæreste har veninder på besøg, kan jeg stadig sidde ovre i hjørnet med et usikkert smil på og være akavet – uden at vide, hvad der skal foregå. Selv om sociale sammenhænge har været angstprovokerende, har jeg stadig gerne villet fortælle, at det er cool. Både til mig selv og dem, der har gidet lytte. Jeg har haft en samtale kørende med mig selv om at jeg nok skulle komme ud af angstens gitter. Det opsummerer Placebo-pladen for mig.«

Kl. 19.00

Backstagelokalet lugter efterhånden som et omklædningsrum efter en fodboldkamp.

KW har gaflet tourmanageren Michaels walkie-talkie og forsøger at komme igennem til lydmanden Ole, der er travlt beskæftiget et andet sted i huset.

»Ole, hvis du var en hat, hvilken hat ville du så være,« spørger KW ind i walkie-talkien.

Oles svar drukner i larmen fra backstagelokalet.

»Gutter, dørene åbner om tre minutter,« beretter Michael.

Imens dørene åbner, og folk stille og roligt tager plads foran scenen, går drengene i bad på skift.

Der er under en time til showtime, og backstage begynder en vis spænding at melde sig.

Karl William Wandahl
  • Født d. 17. april 1995 i Aarhus
  • Blev landskendt med debutsinglen 'Kostumeramt' i 2013
  • Del af musikerkollektivet Hukaos, som bl.a. tæller Thøger Dixgaard, Louis Rustum og Tais Stausholm
  • Har udgivet ”Døende” (2014), ”Placebo” (2015), ”Livet” (2016)
  • I 2015 modtog han prisen ”P3 Talentet” og i 2016 ”P3 Prisen”
  • Deltog i TV2’s musikprogram 'Toppen af Poppen' i efteråret 2017

Betragter sig selv som sanger

Sidste år kom den foreløbige kulmination i Karl Williams karriere. Han vandt hovedprisen til DR's P3 Guld, ikke mindst takket være ep’en ”Livet”, hvis udtryk var mærkbart mere poppet end de to tidligere udspil.

Karl William lukkede lyset ind og mindede sig selv om, at livet var godt på nummeret ”Alt er fint”:

Dilemma, spørger om de andre ka' li' mig

Tror at hele verden pludselig ka' se mig

Så jeg passer på mig selv i takt med timevise tanker

Og banker på døren, ind, til paradis

»Der var ret gode vibes. "Alt er fint"-titlen bruger jeg tit, den beskriver forløbet og numrene på pladen bedst. Det lyder nærmest for roligt, men det er jo fint. ”Alt er fint” er helt klart et af mine yndlingsnumre,« fortæller Karl William.

Hvor han på teenagepladerne var ved at flyde over med ord, var budskabet nu kogt ind til nogle få sætninger. Et kunstgreb, han siden har bibeholdt.

»Jeg synger mere, end jeg nogensinde har gjort. Det falder mig naturligt. I dag betragter jeg mig selv som sanger,« fortæller Karl William, der også tydeligt kan mærke, at stemmen har udviklet sig de sidste par år.

»Jeg har på fornemmelsen, at det er, fordi jeg ofte går og nynner eller går og synger det, vi har indspillet. Det har i hvert fald ført til, at jeg i dag føler mig sikrere i at synge.«

Kl. 20.05

Lyset bliver sænket, og alle pånær KW går ind på scenen.

Publikum begynder at give lyd fra sig, og musikken begynder.

I kulissen går KW rundt om sig selv. Kigger over på sin manager og tager en slurk af sin øl. Til sidst går han ind på scenen.

Bifaldet er øredøvende.

Vi er vi 

Selvom det helt fra begyndelsen har været Karl Williams navn på plakaten, siger han stadig ”vi”, når han taler om musikken. I takt med at han er vokset som artist og blevet mere eksponeret, har han givet mere af autonomien fra sig. Samtidig er bandet mere samspillet. Det betyder også, at Karl William har kunnet sige nej til at inkludere andre musikere i bandet, så det stadig er hans venner, han spiller med.

»Jeg ville kede mig ad helvedes til, hvis de ikke var med ude at spille. Men det handler også om tryghed. Lad os sige, at jeg får et sammenbrud inden koncert. Så er det stadig min bedste ven/bandmedlem/producer, jeg får en krammer af inden – det er ikke en eller anden coach, der er hyret til det.«

Kl. 20.45

På scenen har de seks drenge god kontakt til publikum.

»Er I lykkelige her til aften, Train?« spørger KW ud til publikum.

Han er klædt i strømlinet mørkeblå og virker på én gang eftertænksom og koncentreret.

Det er svært at forestille sig, at der er tale om den samme Karl William, der for nogle timer siden dansede rundt på scenen i hættetrøje og sutsko.

»I er Danmarks bedste publikum,« konstater han halvvejs inde i koncerten. Det virker oprigtigt.

Under publikumsfavoritten ”Blind igen” er der fællessang.

»Det er kun et begrænset antal af hænder, man har, men er I klar, Train,« spørger Karl William ud til publikum.

Hundredvis af hænder svinger fra side til side.

Til sidst et rungende bifald.

21.30 er koncerten ovre.

Karl på toppen

For Karl William har 2017 handlet om at lave ny musik. I efteråret deltog han som yngste deltager nogensinde i TV2’s ”Toppen af Poppen” sammen med blandt andre Søren Huss og Michael Falch. Et møde med mere erfarne musikere, der »helt LSD-agtigt« har udvidet den 22-åriges sangers billede af musikverdenen.

»Jeg har lært nogle sindssygt dygtige musikere at kende. Selvfølgelig kan vi være enige om, at musik er fedt, men også at tage i studiet med folk, jeg har set op til tidligere, har været en stor ting.«

Siden programmerne har han fået masse søde beskeder fra folk, der har fået øjnene op for hans musik og ikke mindst hans sjove facon på tv.

»Det er godt, at den kækhed virker, for det er sgu ikke noget, jeg har øvet mig i. Hvis jeg sad og var dybt alvorligt om musikken i et helt tv-program, ville folk jo også spørge sig selv, om jeg overhovedet havde sans for noget andet,« understreger Karl William.

»Når vi er i studiet, så griner vi også hele tiden. Det er ikke sådan noget med: ”Hold så kæft mand, vi står lige og indspiller banjo herovre”.«

Kl. 21.45

Succesen skal ikke hypes helt vildt, for så mister jeg glæden ved det

Karl William

Der er fest i backstagelokalet. I døråbningen står to teenagepiger og samler mod til sig for spørge om et billede med idolet. Da han et minut senere toner frem, tager pigerne på skift billeder af hinanden med KW og så til sidst et fælles-selfie.

»Ja, fuck hvor er det godt,« siger den ene pige begejstret.

Kort efter bliver hun helt alvorlig.

»Helt seriøst, må jeg ikke godt sige noget til dig? Det lyder rigtig overfladisk, men jeg sad en dag og så ”Toppen af Poppen”, og jeg begyndte simpelthen at græde. Men jeg var så stolt af dig. Det mener jeg virkelig,« siger hun med bævrende stemme.

»Jamen, det var da en god måde at græde på,« siger KW forstående.

Han kan se, at hun er tydeligt berørt.

»Specielt i det afsnit, hvor du fortalte, at du har gået på produktionsskole. Det kender vi virkelig mange, der også har,« supplerer veninden.

»Men vi var faktisk lidt kede af, at du ikke sang noget fra programmerne.«

»Tja, jeg har ikke sådan lige tænkt over det. Vi har en masse nye sange,« forsøger KW sig frem.

Der er stille et kort øjeblik.

»Det kan være, der sniger sig en sang ind på et tidspunkt,« tilføjer han så.

Den køber pigerne og smiler.

»Tak for en dejlig koncert i hvert fald,« siger de nærmest i munden på hinanden og forlader backstagelokalet lettere fjantede.

Roser, der forpligter

Selv om Karl William efterhånden er vant til ros, blev han alligevel overrasket, da lovprisningerne kom fra de andre musikere i ”Toppen af Poppen”.

»Når Søren Huus siger, at han tror, jeg kommer til at skrive nogle af de bedste sange de næste ti år, tænker jeg inde i mig selv ”det må du ikke sige”,« siger Karl William med hviskende stemme.

»For det forpligter.«

Men så alligevel.

»Når han siger det, må der også være andre, der tænker det samme. Så giver det blod på tanden, og så bliver jeg ikke nervøs og begynder at ryste på hånden,« fortæller Karl William, der på trods af kometkarrieren forsøger at bevare begge ben på jorden.

»Succesen skal ikke hypes helt vildt, for så mister jeg glæden ved det. Jeg står et sted nu, hvor jeg kan følge med. Jeg ved, at det går godt, jeg ved hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan. Jeg har nogle sikre steder, jeg kan stille mig. Vi skal bare blive ved med at lave musik.«

Hvad med fremtiden?

Karl William er i fuld gang med at indspille de sidste numre til en ny plade, der udkommer engang i begyndelsen af det nye år. Imens forsøger han at nyde processen frem for at spekulere alt for meget på, hvorvidt succesen fortsætter.

»Hvis jeg var helt manisk hver dag, fordi jeg fik lov at spille koncerter og vinde priser, ville jeg en dag tænke, at jeg havde brugt alt for meget energi på at gå amok over det. Musikken er blevet meget hellig for mig, nu hvor jeg venskaber og arbejde hænger sammen, så hvis jeg under- eller overgør det, bliver det mærkeligt.«

Tænker du nogensinde over, hvad der var sket, hvis din fætter ikke havde introduceret dig til Montanagade?

»Så tror jeg, jeg havde haft et arbejde, måske på en restaurant. Jeg har aldrig taget stilling til, hvad jeg ellers skulle lave, hvis ikke det var musik. Det er mest det, jeg er gået efter.«

Og det bliver Karl William ved med.

»I mit hoved er jeg stadig sanger om 20 år. Eller lever af at lære andre at synge. Der er ingen garantier, men musikken er det, der har givet mest mening i mit liv indtil nu. Det, der har givet mig styrke til at have en kæreste og passe på hende og tænke på de større beslutninger i livet. Det har også taget tid.«

23.00: Alt er fint

På nær lidt personale er Train er ved at være tømt for mennesker. Uden for spillestedet står Karl William og taler med sin mor og søster.

»Det var mega fedt. Du får lige en krammer,« siger han, inden de tager afsked. 

I backstagelokalet har drengene samlet forsyninger til tourbussen: rom, vodka, ginger ale og øl i en grøn mælkekasse.

»Jeg tror, jeg vil lave et værtshus, der hedder »den tørre snegl«, eller hvad med »den grønne tun?« råber Karl William begejstret. 

Han hælder champagne fra to flasker ned i en. »Så er der satme godter,« konstaterer han.

Inden bandet hopper på bussen, får han lov at gøre status på aftenens koncert.

»Det var fucking hyggeligt. Hele familien var der, og der kom virkelige mange. Det var en god start på touren. Jeg er mega glad,« siger en mildt beruset Karl William.

I dag er maskineriet vokset, større scener, flere fans, mad og drikke på bestilling og et stort pladeselskab i ryggen. Det sætter de sidste fire år i perspektiv.

I lyset af aftenens hjemkomst kan Karl William ikke lade være med at blive lidt rørstrømsk.

»Da vi spillede numrene, som jeg skrev tilbage i Aarhus i begyndelsen, var det på en eller anden måde meget rørende,« siger han.

Det er første gang i løbet af næsten ti timer, at Karl William bruger den slags ord uden at synge ind i en mikrofon.

Men så kommer forbeholdet - nærmest per automatik:

»Stille og roligt rørende, du ved.«

BRANCHENYT
Læs også