Weekend

En Nissan for de ganske få

Det japanske mærke viser nu den endelige version af den heftige GT-R50 sportsvogn, der er udviklet sammen med Italdesign, og som kommer i produktion.

Den heftige og højteknologiske Nissan GT-R50 med 720 hk kan bl.a. kendes på en hvælving, der er på motorhjelmen. Foto: Nissan

Der er langt fra en standard Qashqai fra Nissan til den GT-R50 supersportsvogn, som producenten nu meddeler kommer i produktion.

Den specialdesignede sportsvogn er skabt sammen med designhuset Italdesign i anledning af, at designhuset og GT-R-modellen markerer deres 50-års jubilæum i henholdsvis 2018 og 2019. Den blev vist som prototype på sommerens Goodwood Festival of Speed, hvor et publikum på hundredtusindvis af petrolheads fra De Britiske Øer havde chancen for at give deres mening til kende.

Senere har bilen været på tur til en række store racerløb og arrangementer verden rundt.

Det har resulteret i, at den nu kommer i produktion. Det bliver dog kun i et begrænset antal på 50 eksemplarer, som skræddersys helt efter ejerens ønsker, hvor der kan vælges mellem en stribe muligheder inden for farver og interiør.

Fra Nissan er meldingen klar:

»Reaktionen fra Nissan-fans fra hele verden – samt mulige kunder til GT-R50 – har i stor stil levet op til vores forventninger,« lyder det fra Bob Laishley, der er global programdirektør hos Nissan.

»Disse 50 biler, som vi vil producere, og som markerer 50-året for GT-R og Italdesign, vil skabe en hyldest til Nissans rolle og status inden for udvikling af sportsvogne, som rækker mange år frem,« lyder det fra Bob Laishley.

Masser af teknologi

Udgangspunktet er den i forvejen heftige Nissan GT-R50, hvor V6-motoren, der er på 3,8 liter og med dobbelt turbolader, er hidset op med større turbo og intercooler samt opgraderede indsprøjtningsdyser og stempler. Det betyder, at den nu sparker 720 hk fra sig og leverer et moment på 780 Nm.

Gearkassen og differentialet er optimeret, ligesom undervognen byder på avancerede Bilstein Damptronic-støddæmpere, Brembo-bremser med seks stempler og fælge på 21 tommer.

Designerne har boltret sig med mere svulstige former, der bl.a. omfatter en stor hvælving i kølerhjelmen i modellen, der inden døre byder på instrumentbord i kulfiber, mens sportssæderne har indtræk i alkantara.

Med en pris lige i underkanten af 1 mio. euro, eller 7,5 mio. kr. uden danske afgifter, bliver det en bil for de endog meget dedikerede Nissan-fans.

Læs også
Top job