Weekend
0

Svenskeren bag Googles home-design: Hun vil udfordre status quo

Hun har lavet lidt af det hele – fra mobil-covers, køkkenelementer og møbeludstillinger til børnebriller i Mexico – inden hun steg til tops som Googles designer af tech-udstyr. Og hun har altid ønsket at udfordre verdensbilledet.

Isabelle Olsson valgte sin uddannelse, fordi den var repræsenteret af stærke kvinder. Kvinder, som inspirerede hende til, hvor langt hun selv kunne nå. 
Foto: PR

En datter af Skandinavien leder designudseendet af tech-produkterne hos en af verdens største virksomheder; Google. Har du ikke hørt om Isabelle Olsson, så er der til gengæld en stor chance for, at et af hendes design har fundet vej til dit hjem.

Den 35-årige svensker sidder i internetgigantens hovedsæde syd for San Fransisco, da Jyllands-Posten bliver stillet igennem på telefonen via et specielt kodeord tilegnet et skemalagt interview i hendes kalender. Et sigende billede af adgangsproceduren til Google, som er berygtet for at være lang og besværlig.

Sådan var det også, da Isabelle Olsson blev kontaktet af en headhunter og kom til samtale hos den globale virksomhed.

»Det var en virkelig interessant oplevelse. Jeg sad i et værelse i otte timer, og hver 45. minut kom en ny person ind uden at introducere sig selv eller sin stilling. Sådan startede min rejse hos Google, og det har helt sikkert været interessant.«

Hun beskriver sig selv som en person, der altid har villet udfordre status quo. Da hun lavede smykker, designede hun en forlovelsesring, hvor initialerne kunne ændres, hvis man blev skilt. Med sit køkkenprojekt, der var hendes afgangsspeciale, spurgte hun, hvorfor køkkenelementer altid skulle være indbygget. Hvorfor skulle de ikke kunne tages med udenfor eller med videre til den næste lejlighed.


»Jeg har altid kigget på tingene fra forskellige vinkler og udfordret, hvordan ting altid har været. Og så skulle det selvfølgelig være smukke ting, der fik folk til at smile,« siger hun.

Jeg har altid kigget på tingene fra forskellige vinkler og udfordret, hvordan ting altid har været

Isabella Olsson

Bilsæder og træsløjd

Længe før hendes navn kom på alles læber under den berømte lancering af Google Glass i 2013, var hun blot en studerende på det smukke Lund Universitet nær Malmø i Sverige. Her blev hun uddannet som industriel designer i 2008.

»Det hang sammen med ingeniørfakultetet, og vi samarbejdede desuden med arkitektafdelingen. Jeg hang meget ud i deres sløjdlokale, fordi jeg elskede at arbejde med træ og bygge møbler på det tidspunkt,« fortæller Isabelle Olsson.

Hendes interesse i design begyndte dog helt tilbage i hendes barndom. Bedstefaderen var en autodidakt industriel designer, og i hans arbejdsrum ville hun skabe og designe som barn.

»Han etablerede en række firmaer og fabrikker og var en af de første til at lave møbler af plastik i 1960’erne og skabte en masse innovative ting. I hans kælder havde han et værksted, og han tog mig ofte med derned. Her lærte han mig at bruge en sav og alle de andre værktøjer, og sammen byggede vi dukkemøbler til mit værelse.

Da hun blev lidt ældre skiftede interessen til et andet spektrum; kostumedesign.

»I begyndelsen troede jeg, at det var fordi, jeg ville være skuespiller, men jeg opdagede, at jeg meget hellere ville lege med og lave tøjet. Jeg tog altid bilsæder og lavede det til kostumer, hvor jeg ødelagde min mors symaskine i processen. Bilsæder har en masse polstring, og jeg synes, det lignede underdelen af en kjole, så det blev syet sammen,« siger Isabelle Olsson og fortsætter:

»Jeg var altid i gang med at kreere et eller andet, mens jeg voksede op.«

Jeg var altid i gang med at kreere et eller andet, mens jeg voksede op.

Isabella Olsson

Kvinder i front

Industriel design og Lund Universitet kom ind i billedet under en uddannelsesmesse, hvor en lang række designskoler havde stillet op. Den 35-årige svensker ønskede at kunne spejle sig i lederne af sin uddannelse, og problemet for Isabelle Olsson var, at de fleste undervisere, der var mødt op som repræsentanter, var mænd.

»Industrielt design har tidligere været et meget mandedomineret fag, og mens alle andre kun havde stillet op med mænd, var fire kvinder repræsenteret fra Lund Universitet. Jeg kunne se mig selv studere dér, og det afgjorde beslutningen for mig.

I tidligere interviews har Isabelle Olsson gentagende udtrykt sin passion for at opfordre til at have kvinder i front. Selv om hun ikke var lige så bevidst om det dengang, så ser hun i dag tilbage på de ledende kvinder på sit universitet som en motivation til, hvad hun selv kunne opnå.

»Det er så vigtigt at have repræsentation af mennesker af forskellig baggrund, mennesker man kan se sig selv i, så man kan reflektere over, hvor langt man selv kan gå i sin karriere. Det giver én inspiration til, hvad der er muligt, og mest af alt giver det en følelse af, at man vil være velkommen dér. Kvinderne på min uddannelse var så selvsikre og passionerede omkring det, de arbejdede med. Jeg synes, det var inspirerende,« siger Issbelle Olsson.

Følelserne og minderne har hun taget med sig til Google, hvor hun forsøger at sørge for, at sit designteam repræsenterer personer på tværs af køn og baggrund.

Om Isabelle Olsson

Født den 20. august 1983

Uddannelse:

2003-2008: Uddannet industriel designer fra Lund Universitet. 2006: Udveksling til University of Art and Design i Helsinki, Finland.

2002-2003: Kunstskole, Stockholm.1999-2002: Stockholms Musikgymnasium.

Arbejde:

2011-nu: Hardware Design Lead, Google, San Fransisco.

2009-2011: Industriel designer, Fuseproject, San Francisco.

2007-2007: Industril design-praktikant, IDEO München.

2006-2007: Soft Accessories Designer, OSM, Stockholm.

»Vi skal designe til millioner af mennesker, men hvordan skal vi kunne forstå dem alle, hvis vores team ikke er repræsentativt. Vi foretager så mange mikrobeslutninger hver eneste dag, og hvis ikke vi har folk, der konstant minder hinanden om forskellige perspektiver, ender vi med et produkt, der er et meget monokromatisk billede af verden. «

Det var en opdagelse, hun især gjorde sig, da hun først flyttede til USA for at arbejde for designvirksomheden Fuseproject.

»Jeg kiggede rundt i lokalet på de forskellige tegninger og på den inspiration, de brugte, og det hele var sorte, skarpe firkanter. Det var så tydeligt, at gruppen bestod af en marginal gruppe af mennesker.

Hos Fuseproject blev hun bekræftet i, at det er styrkende at sige sin mening, og at det i design er sundt at udfordre den typiske opfattelse af, hvad design skal kunne og ligne.

»Jeg medbragte virkelig mit eget blik på design. Og i stedet for at være usikker omkring mit anderledes udsyn, så omfavnede jeg det.«

Fra mobiltilbehør til Google

Isabelle Olsson havde aldrig troet, at hun ville ende i tech-industrien – og slet ikke hos IT-giganten Google.

Og hendes vej dertil pegede da heller ikke særligt i den retning.

Kort efter hun blev færdiguddannet, begyndte hun på deltid at arbejde for en virksomhed, hvor hun bl.a. designede mobilcovers og tasker.

Ved siden af mobildesignet samarbejdede hun med en ven om lave lamper, som de udstillede på en møbelmesse i Köln, Tyskland.

»På den ene side havde jeg gang i det her soft goods-område, mens jeg på den anden side legede med møbler. Alligevel synes jeg, at jeg havde brug for at skubbe mig selv til at lave noget, der egentlig hjalp verdenen,« fortæller Isabelle Olsson.

Det bragte den 35-årige svensker til San Fransisco i 2009, hvor hun for Fuseproject bl.a. designede computere til den tredje verden og briller til børn i Mexico.

En dag blev hun ringet op af en headhunter fra Google, som ville have hende til samtale på en designstilling i deres Google Home-afdeling.

»Jeg kunne ikke tro det. Jeg tænkte, at de måtte have fået forkert nummer, for jeg er jo industriel designer og forstår mig slet ikke på IT. Men det var virkelig mig, de ville have fat i. De spurgte, om jeg havde hørt om et kommende produkt, de var i gang med, og jeg løj og sagde ’selvfølgelig,’ for det var jo Google i telefonen,« ler Isabelle Olsson.

Siden hun blev ansat i 2011, har hun kravlet op ad karrierestigen og er nu hoveddesigneren for Googles hardware. Også her har hun medbragt sin vision om funktion og glæde.

»Jeg har altid ment, at man skulle kunne lave hvad som helst og gøre det godt. Hvis jeg skulle designe en toiletrulleholder, ville jeg gøre det med den samme entusiasme, som en højtaler. Jeg finder glæde i alle typer designprocesser, så længe det er et skridt fremad.«


BRANCHENYT
Læs også