Weekend
0

Her forklares klimakrisen på en måde, så alle kan være med

Her får du en sober indføring i tidens største problem: Klimaforandringer. ”Ice on Fire” giver svar på, hvad vi kan gøre ved den globale udfordring. Hvis vi handler nu.

Dokumentarens instruktør, Leila Conners, ankommer til Cannes Film Festival sammen med skuespiller Lenardo DiCaprio, der også medvirker i filmen. Foto: Loic Venance/AFP

DOKUMENTAR

ICE ON FIRE

USA, 2019

Instruktør: Leila Conners

1 time og 28 minutter

Premiere den 22. maj

Kan ses på HBO Nordic

Uret tikker. Hvis ikke vi gør noget straks, går vi mod dystre tider. Siden den industrielle revolution har vi pumpet CO2 ud i atmosfæren og gjort global opvarmning til et begreb, som selv de yngste skoleelever kender til og tager alvorligt. Indlandsisen smelter, havet stiger, dyrearter uddør eller emigrerer, og vores jord krymper.

Klimaflygtninge og naturkatastrofer er reelle problemer, som store dele af verdens lande skal forholde sig til. I USA er det ikke længere et spørgsmål, om en naturkatastrofe rammer, men hvornår. Det lyder som apokalyptisk tale. Og det er det også. Men der er så meget mere at hente i Leila Conners’ voldsomt vigtige dokumentarfilm ”Ice on Fire”. Det er ikke en propagandistisk skræmmekampagne, men derimod en sober, velresearchet og meget, meget grundig film om, hvad der sker, hvorfor det sker og hvad, vi kan gøre ved det.

For det er muligt at ændre verdens tilstand. Men det kræver en massiv indsats og en politisk indsats. Conners har rejst verden rundt og interviewet forskere og eksperter, der forklarer klimakrisen på en måde, så alle kan være med, uden at forfalde til platpædagogiske forsimplinger. Kun én gang udpeges der en ansigtsløs skurk i foretagendet, nemlig der, hvor det bliver nævnt, at USA (skandaløst) trak sig ud af Paris-aftalen, og vi hører Donald Trumps stemme over billederne.

Den amerikanske præsident roser kulindustrien til skyerne, og siger, at nu skal krigen mod den rene, rene kul ende. Det er patetisk og uhyggeligt, fordi al den forskning, der fremlægges i filmen, og det er massivt, al sammen peger på fossilindustrien som den store synder. Filmen fokuserer dog også på alle de ting, vi kan gøre for at bekæmpe klimaforandringerne, og derfor burde den være pensum for alle, der er interesserede i, at de næste generationer har en sund jordklode at vokse op på.

BRANCHENYT
Læs også