Weekend
0

Under midnatssolen: Her er tre legendariske festivaler, som kombinerer ny musik og vild natur

Sommeren over finder natur- og musikglæde sammen, når nogle af Norges smukkeste naturområder sætter scenen for en række spektakulære musikfestivaler.

Vinjerock i fjeldområdet Jotunheimen må være en af verdens mest afsidesliggende festivaler. Foto:  Frode Bjørshol/Wikimedia Kæmpegrotten Grotta Kirkhellern udgør en af scenerne i Træna Festival. Foto: Endre Lohne/Wikimedia

Publikum skal ikke tælles i titusinder. Til gengæld spilles koncerterne på en baggrund af det isblå Norskehav, sneklædte fjelde eller et ydmygt fiskerleje i Lofoten.

Alternativ musik i skærgården

Langt ude i den norske skærgård, der rummer mere end 1.000 småøer, danner de markante fjeldtoppe i økommunen Træna på Helgelandskysten hvert år baggrund for en musikfestival, Trænafestivalen, med alternativ musik på plakaten. I år spiller bl.a. svenske Off the Meds med deres eksperimentelle rap og den norsk-tyske queer-artist Bendik Giske.

Festivalens mest spektakulære scene ligger i Grotta Kirkhellern, en kolossal grotteåbning i den lodrette klippevæg, som angiveligt skal give en helt særlig akustik.

Imellem koncerterne ligger det flotte kyst- og bjerglandskab åbent for festivalgæsterne. Der er f.eks. mulighed for at bestige det stejle fjeld Trænstaven (338 m.o.h.), hvorfra man har udsigt ud over det dybblå Norskehav, der strækker sig hele vejen til Island og Grønland. Man kan også dyrke yoga eller stå til søs i kajak, og der er planlagt aktiviteter for familiens yngste medlemmer.

Indbyggertallet tidobles under festivalen.

Sulten kan man stille med bl.a. havgrill og sushi, og om natten kan man vælge at sove i telt, tjekke ind på en bed and breakfast eller gå til ro på Lovund Hotell.

I år finder festivalen sted fra den 11. til 14. juli. Normalt bor der kun omkring 450 indbyggere i Træna, der er en af Norges mindste kommuner, men indbyggertallet tidobles under festivalen.

Rock over trægrænsen

I fjeldområdet Jotunheimen, der foruden Norges højeste fjelde byder på vandfald, gletsjere og glasklare søer, kan man tre dage i juli måned opleve koncerter, smagsoplevelser fra lokale leverandører og en lang række aktiviteter i 1.060 meters højde over havet, når festivalen Vinjerock løber af stablen.

Vinjerock er den eneste festival i Norge, som finder sted over trægrænsen, og aktiviteterne ved siden af musikken tager da også udgangspunkt i de vilde omgivelser. I løbet af festivalen kan man f.eks. tage på vandre- eller fisketur eller gennemføre et padlekursus i kajak.

Netop naturen er et centralt fokuspunkt for den miljøcertificerede festival. Arrangørerne lægger vægt på at tage vare på omgivelserne og opfordrer bl.a. publikum til at benytte kollektiv transport for at nå frem til festivalen og overveje nøje, hvad man tager med sig. Samtidig er det gode samarbejde med lokalområdet en kerneværdi, og det betyder bl.a., at der er mulighed for at smage på madvarer fra lokale gårde.

Hvert år finder 3.500 tilskuere vej til den afsidesliggende festival, der er inspireret af den norske forfatter Aasmund Olavsson Vinje. Det var ham, der gav nationalparken Jotunheimen sit oprindelige navn, Jøtunheimen, inspireret af bl.a. den nordiske mytologi.

I år finder festivalen sted fra den 18.-20. juli, og musiknavnene tæller bl.a. den verdenskendte norske popsangerinde Aurora og den danske R’n’B-duo Phlake.

Under de urgamle fjelde i Lofoten

Årets Trevarefest, der finder sted den 29.-31. juli lige ned til vandkanten i fiskerlejet Henningsvær på Lofoten, blev udsolgt på sekunder. Det kan der være flere årsager til, men de romantiske små fiskerlejer og de dramatiske omgivelser med nogle af Jordens ældste fjelde er naturligvis med til at trække publikum til. Kernepublikummet er ifølge en af arrangørerne 20-30-årige, der er ”åbne, udforskende og har et ønske om at komme i kontakt med naturen”.

Hjemmesider

Festivalen finder sted, få dage efter at midnatssolen har været på sit højeste her 200 km nord for polarcirklen, og områdets kystlandskaber åbner op for et væld af aktiviteter. Blandt andet er Lofoten angiveligt Norges bedste sted at surfe.

Det er primært norske navne, der er på plakaten under årets festival – heriblandt Kakkmaddafakka, der kaldes ”Norges bedste liveband”.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også