Weekend

De har skabt en frodig oase i byen

Jerôme og Karine Clynckemaillie har indrettet et hus til svigerforældrene i nabohuset til byens botaniske have. Selv om huset ligger midt inde i Nantes, har de skabt en frodig oase.

»Nantes står for os som en by, der har en perfekt balance mellem den historiske arv og innovation samt samt en økonomisk og kulturelt velfunderet livsstil« siger Jerôme og Karine Clynckemaillie. Foto: Pauline Legoff

Smukt, funktionelt, masser af kreativitet, et rigt univers med know how samt kærlighed til smukke materialer og farver er alle nøgleord for Jerôme og Karine Clynckemaillie, som samtidig forklarer det kreative pars succes med indretning. Huset tilhører forældrene til Karine Clynckemaillie, som også selv bor i Nantes sammen med sin mand Jerôme Clynckemaillie og deres to døtre. Parret har etableret designstudiet, Mr. and Mrs. Clynk i Nantes – efter en årrække i Paris – hvor de fokuserer på det lyse, det enkle og det charmerende.

De designer belysning, puder, serveringsbakker, toiletpunge og andre interiørting til boligen. Det sælges over hele Frankrig og flere steder i resten af verden.

»Vi har arbejdet sammen i løbet af de sidste ti år, hvor vi bl.a. har designet objekter og accessories, som blander kunsthåndværk med industrielle teknikker,« siger Karine Clynckemaillie, der sammen med sin mand bl.a. finder inspiration i genbrugsforretninger. Motiver og farver i deres designunivers opstår også fra deres rejser rundt omkring i verden.

»En idé kan fødes undervejs i et tog, søndag morgen ved morgenbordet eller på en gåtur i weekenden. Det begynder på den ene eller anden måde med en stregtegning med en note i en fælles skitsebog. Skitsebogen går på skift mellem os, hvor vi begge bidrager til at udvikle idéen, indtil vi har fundet en fælles udgangspunkt,« fortæller Jerôme Clynckemaillie.

Skitsebogen går på skift mellem os, hvor vi begge bidrager til at udvikle idéen, indtil vi har fundet en fælles udgangspunkt.

Jerôme Clynckemaillie

Fra Paris til Nantes

Skal man samle det, der kendetegner Jerôme og Karine Clynckemaillies stil, er det de friske linjer, som de bidrager med. De er ikke kendt for deres position inden for simple living-traditionen, men derimod for tætte forbindelser til den franske designverden. Jerôme Clynckemaillie har arbejdet som projekt-arkitekt for den legendariske, franske indretnings- og produktdesigner Andrée Putman (1925-2013) i Paris. Og det var i Paris, at parret mødte hinanden, da de studerede – hun til tekstildesigner og han til indretningsarkitekt. Men der var intet dengang, som indikerede, at det unge par ville slå sig ned i Nantes. Men deres base blev altså denne smukke by i det vestlige Frankrig, hvor de i dag lever et fredeligt, men også travlt familieliv med deres to døtre. Indretningen er lys og har et tydeligt fransk præg, men et moderne tilsnit.

»Nantes står for os som en by, der har en perfekt balance mellem den historiske arv og innovation samt samt en økonomisk og kulturelt velfunderet livsstil. Byen er meget imødekommende, præget af kreativitet og fremsynethed,« fortæller Karine Clynckemaillie.

Derfor har hendes forældre også valgt at blive i byen, hvor de har fundet en lille, overskuelig bolig, hvor de nemt har adgang til besøg og hjælp fra datteren og svigersønnen.

Frodig oase i byen

Selv om huset ligner et typisk landhus i Frankrig, ligger det midt inde i Nantes. Det ligger så godt gemt, at det kun er en smal stil, som afslører, at her gemmer en grøn oase sig.

»Huset, som vi fandt til mine forældre, ligger tæt ved byens botaniske have, Jardin des Plantes. Vi elsker den botaniske have, som er det bedste sted at få en drink, tæt på det skønne orangeri – eller tage en lur i græsset og nyde sommeren på en bund af blomster,« fortæller Karine Clynckemaillie.

Huset, som vi fandt til mine forældre, ligger tæt ved byens botaniske have, Jardin des Plantes.

Karine Clynckemaillie

Men at overtage den gamle ejendom ved siden af den botaniske have – der stod i sin originale form som et gammelt skur med en asfalteret gård, hvor der kun var et muligt lysindfald – var ikke nogen nem opgave. Det var ikke blot nødvendigt at nytænke rummet som en helhed, men det var også nødvendigt at skabe mere lys, balance og harmoni – for på den måde at skab et stort, lyst, åbent opholdsrum, kontor, bibliotek, påklædningsværelse og soveværelse.

Men Jerôme og Karine Clynckemaillie gik til opgaven med krum hals – Jerôme Clynckemaillie stod for rumfordelingen og valg af materialer, og Karine Clynckemaillie stod for tekstiler, interiør og farvesammensætning. De brugte lang til på planlægningen af alle elementer, inden renoveringen gik i gang.

»Selvfølgelig måtte vi prioritere at vende alle tankerne med mine forældre, men også den type atmosfære og den type møbler, som de ønskede. Og i respekt for deres alder skulle alt være funktionelt og let at vedligeholde,« siger Karine Clynckemaillie.

Tre måneders hårdt arbejde

Renoveringen tog i alt tre måneder, hvor dagens ret var hårdt arbejde. Det gamle skur skulle forvandles til et funktionelt, afslappet, lyst og venligt hjem – uden unødvendige tiltag.

»Da ejendommen blev købt, var opholdsrummet på 50 kvm, men efter renoveringen er det endt på 100 kvm. De tre måneder er dog uden planlægningen forud, som vi brugte et par måneder på også,« fortæller Jerôme Clynckemaillie, der som indretningsarkitekt først og fremmest lagde ud med at få masser af lysindfald.

Han besluttede at placere alle opholdsrum med adgang og udsigt til haven. Badeværelser og øvrige rum blev organiseret bagtil. Et enormt panoramavindue af træ – fra gulv til loft – blev designet til at vende ud mod haven for at bringe lys ind og skabe fornemmelsen af mest mulig plads.

»I de varme måneder giver vinduespartiet følelsen af at have dobbelt så meget plads,« siger Karine Clynckemaillie.

I de varme måneder giver vinduespartiet følelsen af at have dobbelt så meget plads.

Karine Clynckemaillie

Idéen var så god, at de besluttede at fortsætte åbningen af huset ud mod haven, så de satte panoramavinduer i på førstesalen også – igen for at få mest muligt lysindfald.

»For at understrege mikset mellem inde og ude valgte vi møbler i Rievera-stil, som kan tilføre en æstetisk og behagelig indretning,« forklarer Karine Clynckemaillie.

Farver i balance

Og for at skabe endnu mere lys i huset valgte parret et lyst egetræsgulv. Det skaber samtidig et rent udtryk, som parret sætter pris på.

»Der er ingen dominerende vægfarve, men en gennemgående kalkhvid, der giver de øvrige farver i møbler og interiør plads til at udfolde sig. Princippet med hvid-på-hvid tilfører karakterer til den nedre del af køkkenet, som er malet sort – og hvor trappen og førstesalen med kontoret giver plads til, at lyset kan cirkulere i køkkenet og de øvrige rum,« siger Jerôme Clynckemaillie, som især er begejstret for broen på førstesalen, som er den originale.

Den er åbnet op for at gøre det muligt at skabe den særlige trappekonstruktion.

Et andet væsentlig mål – ud over masser af lys – for Jerôme og Karine Clynckemaillies renovering og indretning har været at skabe balance. Det ses f.eks. med de lodrette linjer i vinduespartiet af træ, som matcher spærrene i loftet og det åbne trapperum, der sikrer et stort lysindfald. På førstesalen er gangen blevet udnyttet som kontor, og det løber husets fulde længde, så der er en enestående udsigt over stuen og haven. En stor niche i huset blev desuden ryddet og indrettet til bibliotek, der også fungerer som påklædningsværelse med et lille badeværelse gemt bag en skillevæg. Et beige tæppe matcher hylderne af egetræ – og fremhæver det smukke tapet med et landskabs fra den indonesiske øgruppe Lombok.

»Førstesalen er skabt med henblik på at opnå rene linjer og harmoni i farver – ud fra det overordnede mål om harmoni i indretningen,« siger Karine Clynckemaillie.

Et skønsomt miks

Indretning skabt af Jerôme og Karine Clynckemaillie er kendetegnet af tidløs charme, som opnås ved at mikse design, nips, fund fra loppemarked og andre fund i en skønsom blanding.

»Vi elsker mange forskellige ting, og skal man opsummere, så er vores stil nok et møde mellem noget britisk – det traditionelle, det naturlige og det nutidige – og noget japansk med stringensen og skarpheden i design,« forklarer Karine Clynckemaillie.

I dette projekt med hendes forældres hus har de lagt vægt på simple, naturlige materialer som f.eks. stål og træ, der matcher hinanden fint i en stil, der svinger mellem det enkle og det fantastfulde.

»Jeg kan lide et hus, når det ikke er sofistikeret, men afslappet og stadig bevarer en originalitet – ellers bliver det kedeligt. Der skal være et spændende miks af farver og legesygt tilbehør,« siger Karine Clynckemaillie.

Nogle af møblerne er specielt designet til parret – som f.eks. toiletmøblet i soveværelset, hylderne i stuen og den runde, hvide metalstol i haven.

Jeg kan lide et hus, når det ikke er sofistikeret, men afslappet og stadig bevarer en originalitet – ellers bliver det kedeligt.

Karine Clynckemaillie

»Vi eksperimenter med møbeldesign, fundet hos Les Iresistub, som består af mange forskellige farver og materialer. Disse møbler er både moderne og helt enkle,« forklarer hun.

Chic uden praleri

I soveværelset er der referencer til børneværelset før i tiden, da sengen er af eget design og fremstillet af metal. Den bidrager til originaliteten i indretningen, ligesom det gamle frisørbord, som fandtes i mange hjem før i tiden. Det matcher de bløde nuancer af grå i sengetøjet. Der er generelt en chic stemning, som intet sted kammer over og bliver pralende. Alle billeder er f.eks. ikke hængt op på væggene, men står rundt omkring, og det gør indretningen mere fleksibel. Når det kommer til haven, er den blevet en frodig oase, som er beplantet med hortensiaer, bregner, sukkulenter, kirsebærtræer og endda en palme.

»Tanken var at bibringe haven en følelse af at være et urbant rum med en feriefølelse. Blomster og planter har altid spillet en vigtig rolle for vores design, ligesom forskellige mønstre ses på vores keramik og tekstiler,« siger Karine Clynckemaillie, der sammen med sin mand har forvandlet et forladt skur til en urban oase med et landligt præg.

»Det er blevet et smukt hjem til mine forældre, hvor de kan nyde livet og slappe af, hygge sig med venner og familie – og ikke mindst vores døtre elsker at komme forbi og lege med deres bedsteforældre,« fortæller Karine Clynckemaillie.

HER BOR

HVEM: Jerôme og Karine Clynckemaillie og deres to døtre. Han er indretningsarkitekt, og hun er tekstildesigner.

HVAD: Et hus på 100 kvm med stue og førstesal. Det har kostet ca. 2.500.000 kr.

HVOR: Nantes i Frankrig.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også