Weekend
0

Ali Wong og Randall Park ville lave en asiatisk udgave af ”Da Harry mødte Sally” for at gøre asiatiske amerikanere mere synlige i mediebilledet

I ”Always Be My Maybe” er der meget mere på spil end lykkelig kærlighed. Men Ali Wong og Randall Park, der selv har skrevet manus, er ingen Nora Ephron.

STREAMING

ALWAYS BE MY MAYBE

USA, 2019

Instruktion: Nahnatchka Khan

Manuskript: Michael Golamco, Randall Park, Ali Wong

1 time og 42 minutter

Netflix

Da filmen ”Crazy Rich Asians” havde premiere sidste år, blev den noget af en sensation. Det var nemlig første gang i 25 år, at et stort Hollywood-studie sendte en film ud med en udelukkende asiatisk rollebesætning.

Filmen blev en kæmpe box-office-succes. Publikum hungrede efter at se nye ansigter på film, ikke mindst den store asiatisk-amerikanske befolkningsgruppe, der alt for længe har måttet lade sig nøje med et stereotypiforvrænget spejlbillede i massemedierne. Groft sagt har de kunnet se sig selv som ludere, ladyboys, nudelspisende mafiabosser eller kampsportstosser i zen med tilværelsen.

Det er nu ved at forandre sig. ”Always Be My Maybe” er med til at skubbe på udviklingen, så det nu kan blive mere mainstream at se helt almindelige (men selvfølgelig også stærkt genreformede) asiater i amerikanske film.

Det er den tungeskarpe standupper Ali Wong, der for alvor brød igennem med sit Netflix-show ”Ali Wong: Baby Cobra” i 2016 (se det!), der har skrevet manuskript sammen med sin ven, skuespilleren Randall Park og manusforfatteren Michael Golamco. Deres intention har været at lave en asiatisk ”Da Harry mødte Sally”. Men lad det være helt klart, de tre forfattere ikke er nogen Nora Ephron.

Filmen følger Sasha (Wong) og Marcus (Park), fra de som børn er naboer og senere som uadskillelige venner, til de tager hinandens mødom på bagsædet af Marcus’ bil. Herefter går der 16 år, hvor de ikke har kontakt, indtil de støder ind i hinanden igen.

Sasha er nu en kendiskok, der lever et hurtigt liv, mens Marcus stadig bor hjemme hos sin far og ryger pot og spiller i en lokal bule med sit band. Filmen snylter så hardcore på genrens forløbere, at det til tider bliver for tykt til at sluge. For eksempel er pressemødescenen fra ”Notting Hill” skamløst kopieret i slutningen af filmen. Beklager for at spoile, men de fleste vil have set det komme.

Hverken Park eller Wong er store karakterskuespillere, men det er forfriskende at se så mange asiatisk-amerikanske hverdagsoplevelser blive serveret med komisk kærlighed, og en restaurantscene med Wong og Keanu Reeves fik mig til at sprutte af grin.

BRANCHENYT
Læs også