Folkeskolen kan blive en problemknuser i fødevaresektoren, hvis eleverne får tilstrækkelig viden om og smag for larver, biller og græshopper. Jyllands-Posten var med en dag, da fremtidens forbrugere smagte på fremtidens fødevarer.
På Nørre Fælled Skole i Københavns Nordvest-kvarter er lærere og elever samlet til høstfest under nogle blå pavilloner i den ene ende af den vindblæste skolegård.
I løbet af det forgangne skoleår har sjetteklasserne haft til opgave at passe en lille insektfarm med henblik på at konsumere de små kryb. Under en truende himmel har de denne dag indbudt resten af skolen til en slags tapas med stærk-søde græshopper i sesam og lime, kiks og chokoladekage bagt med melormemel...