Weekend
0

Nu stjæler Ahn showet i US Open – igen

Wildcardet Kristie Ahn står i fjerde runde af US Open efter en noget alternativ karriere.

Kristie Ahn er blevet publikumsyndling for sin energiske spillestil og positive udstråling
Foto: AFP
USA

Med i alt 256 spillere i singlerækkerne vil en grand slam uvægerligt byde på usædvanlige historier.

Selv sat ind i den kontekst er fortællingen om Kristie Ahn alligevel spektakulær. Tilbage i 2008 kvalificerede den dengang 16-årige teenager sig til US Open trods sin placering som nummer 758 i verden og blev udråbt til det næste store i amerikansk tennis, men først 11 år efter er hun tilbage i turneringen – efter at have studeret på universitetet, været tæt på at opgive karrieren og hele tiden have trodset sin fars ønske om at få sig et rigtigt arbejde.

Beretningen har Kristie Ahn blotlagt den seneste uge på de pressemøder, som er en fast ingrediens af grand slams, men som for hende er en uvant opgave udløst af hendes uventede færd frem mod fjerde runde af US Open – en uventet udvikling i en karriere, som aldrig kom i gang.

Luftforandring på uni

Allerede et år efter gennembruddet i US Open 2008 var Kristie Ahn gået kold i tennis og besluttede sig for at læse på Stanford-universitetet – til stor glæde for sin far, der som revisor ikke var begejstret for datterens usikre levevej som ketsjersvinger.

På skolen holdt Kristie Ahn dog forbindelsen til sporten ved lige i collegeturneringerne og lavede efter eksamen i 2014 en aftale med sine forældre, der nødtvungent accepterede at finansiere hendes tennisdrøm frem til 2017 – derefter skulle hun klare sig selv eller vælge en anden karrierevej. Et par gange har den 27-årige Ahn været ved at give op i frustration over ikke rigtigt at kunne kravle længere op end nummer 200 i verden, men en flytning fra tennismiljøet i Florida og hjem til venner og familie i New York-området fik meget til at falde på plads.

I sommer slog hun sig gennem kvalifikationen i Wimbledon og blev belønnet med et wildcard til US Open, som altså nu har vist sig mere end velfortjent. De tre sejre har for øvrigt sikret Kristie Ahn 1,9 mio. kr. i præmiepenge svarende til halvdelen af hendes samlede indtjening hidtil, så mon ikke også hendes far er jævnt begejstret.

BRANCHENYT
Læs også