Weekend

Top-5: Her er fem usædvanlige safarioplevelser over hele verden

Ordet safari betyder ”rejse” på det østafrikanske sprog swahili. I dag bruges safaribegrebet bredt om guidede ture til ikke blot Afrika, men hele verden, hvor deltagerne kan opleve vildtlevende dyr i deres naturlige omgivelser. Her er fem af de vildeste safarioplevelser fra vidt forskellige steder på Jorden.

Bjerggorilla. Foto: Getty Images


1 Dyrenes hellige gral

Den ekstremt sjældne sneleopard er et af verdens mest prestigefyldte fotomotiver blandt naturfotografer, og kun få mennesker har set et vildtlevende eksemplar. Derfor kaldes sneleoparden for dyrenes ”hellige gral”. Den lever i Himalayas ufremkommelige bjerge, og kun de mest stedkendte og erfarne guider kender de bjerge og dale, hvor man kan være heldig at spotte det sky kattedyr.

En lille håndfuld selskaber arrangerer safariture til Mongoliet eller Ladakh i den indiske del af Himalaya. Turene til eksempelvis Ladakh koster i omegnen af 50.000 kr. pr. person (uden flybilletten til Indien) for 14 dage, og det er altså uden garanti for, at selskabet får held til at se sneleoparden.

2 Kongen af Arktis

Et andet sjældent dyr, som også foretrækker kølige omgivelser, er den kolossale isbjørn, som jager i de enorme, tomme islandskaber i Arktis.

Et godt sted at komme tæt på – men ikke for tæt på – isbjørne er på den norske ø Svalbard. En isbjørnesafari foregår som regel med skib til øens mest øde kyster, hvor man går i land med bevæbnede guider, der sørger for sikkerheden.

I den arktiske del af Canada kalder byen Churchill sig for verdens isbjørne-hovedstad på grund af områdets store bjørnebestand. Lige her er isbjørnene ikke sjældne, og netop nu i oktober og november er chancerne for at se isbjørne bedst, fordi det er nu, der er flest af bjørnenes ynglings-byttedyr, sæler.

3 Europas sidste kæmper

Man behøver ikke altid at tage til den anden side af kloden for at tage på safari. Kun en kort tur fra Danmark ligger en enorm urskov, som er hjem for den største fritlevende bestand af europæiske bisoner. Bialowieza-nationalparken på grænsen mellem Polen og Hviderusland er en af de sidste rester af Europas oprindelige kæmpeskove, som førhen dækkede store dele af kontinentet.

Man kan begive sig ud i den vildtvoksende skov på egen hånd eller med stedkendte guider, som kender bisonernes gemmesteder.

Den europæiske bison er det største vildtlevende europæiske landpattedyr, og hannen kan veje op imod et ton. Typisk lever dyrene i flokke på omkring 30 dyr.

4 Gorillaer i junglen

De fleste forbinder nok safari i Afrika med store åbne savannelandskaber. Kontinentet byder dog også på en helt anden naturoplevelse i Uganda, Rwanda og Congos regnskovsdækkede bjerge, hvor man kan komme tæt på de store bjerggorillaer.

Der er strenge restriktioner på turene ind til de sjældne gorillaers levesteder i de skovdækkede bjerge. Turene foregår til fods i mindre grupper med stedkendte guides, og man må kun opholde sig i abernes nærhed i kort tid, så dyrene ikke forstyrres for meget.

Der er kun ca. 900 bjerggorillaer tilbage i verden.

5 Safari på havet

Med det brede safaribegreb følger også, at en safari nu ikke kun kan foregå til lands, men også til vands, hvor ordet især er knyttet til verdens største dyr. Hvalsafari er en populær naturoplevelse i havene ud for lande som Sydafrika og USA.

I USA kan man sejle ud på hvalsafari fra storbyer som Boston på østkysten eller San Diego på vestkysten. På den anden side af Atlanten kan man også spotte havpattedyrene i endnu mere vilde omgivelser. På Island kan man sejle ud fra hovedstaden, Reykjavik, men den nordlige havneby Husavik er også et godt udgangspunkt for hvalsafari. Den gamle fiskerby sætter den rette stemning for en tur på Nordatlanten, og hjemvendt fra havet kan man besøge byens hvalmuseum.

BRANCHENYT
Læs også