Weekend

Ny BMW 2-serie Gran Coupé skal jagte Mercedes CLA

BMW klar med en stilren og firedørs 2-serie Gran Coupé, der bygger på den forhjulstrukne nye 1-serie.

Den nye BMW 2-serie Gran Coupé placerer sig størrelsesmæssigt i mellemklassen, men forvent priser i den mere eksklusive afdeling. Foto: BMW  Interiøret er helt i premium-stil og er det samme som i 1-serien. Her med digitalt cockpit. Foto: BMW 2-serie Grand Coupé kommer også i topversionen med 306 hk og firehjulstræk, som vi kender fra BMW-1 serien. Foto: BMW
BMW

Der er dømt skarpe linjer og forhåbentlig ditto køreegenskaber, når den nye firedørs BMW 2-serie Gran Coupé lander herhjemme næste år til marts.

Den kompakte coupé-afrundede sedan, som bygger på samme forhjulstrukne platform som den netop lancerede 1-serie, kan nemlig bestykkes til både at være en stilig konkurrent til f.eks. de mindre motoriserede versioner af Mercedes CLA og en voldsom køremaskine i den største variant. Her strækker skalaen sig fra en 218i Gran Coupé med en trecylindret 1,5 liter benzinmotor på 140 hk og forhjulstræk til en M235i xDrive Gran Coupé med en firecylindret 2,0 liters benzinmotor på 306 hk, firehjulstræk, M-bremser og -styling, Torsen-differentiale og ottetrins sportsautomatgear med launch control.

Hvis de erfaringer, vi har med den nye 1-serie, holder stik, er der lagt op til sjov i gaden i M235i xDrive, der klarer 0-100 km/t. på helt ned til 4,8 sek. med M-pakke og har en topfart, der er begrænset til 250 km/t.

Den tyske producent har dog noget i posen til dem, som stadig sværger til baghjulstræk, som vi bl.a. kender det fra 3-serien. Ifølge udenlandsk motorpresse får den gamle og baghjulstrukne udgående version af den todørs 2-serie lov til at forblive i programmet lidt endnu, mens fabrikken arbejder på en efterfølger, som også får baghjulstræk.

Vises i Los Angeles

Alle modeller byder på specielt setup som den såkaldte ARB-teknologi, der er hentet fra elbilen, i3, og som betyder, at der er mindre hjulspind og friktion. Det skal give en mere kontrolleret og effektiv styring af bilen og forhindre understyring. Full LED-forlygter er også standard i bilen.

Udstyrsniveauerne hedder helt BMW-klassisk: Advantage, Sport Line, Luxury Line og M Sport. Den nye model vises officielt på det kommende internationale motorshow i Los Angeles, der løber af stablen til november. Der foreligger ikke oplysninger om dansk udstyr eller priser.

BRANCHENYT
Læs også