Weekend

Så er det på plads: Danmark får en ekstra hjemmekamp under EM

Lodtrækningen fredag middag skulle afgøre, om Danmark eller Rusland skulle få hjemmebanefordelen i det indbyrdes opgør under EM i fodbold. Samtidig kom playoffkampene til Nations League på plads.

De danske tilskuere under udekampen mod Irland, der skaffede Danmark en plads ved EM i fodbold 2020. Foto: Lars Poulsen

Danmark skal spille tre hjemmekampe under EM i fodbold 2020.

Det blev afgjort gennem en lodtrækning fredag middag, hvor der var mulighed for, at Rusland og Danmark kunne få hjemmebanefordelen i det indbyrdes opgør.

På forhånd lå det fast, at både Sankt Petersborg og København skulle huse to hjemmekampe i gruppe B, hvor Belgien også allerede er sikret en plads.

Den 30. november bliver det afgjort, om gruppens sidste deltager bliver Finland eller Wales.

I anledningen af EM-slutrundens 60 års jubilæum har det europæiske fodboldforbund, Uefa, valgt at placere kampene i 12 forskellige lande.

Der vil også blive afviklet en 1/8-finale i København, hvor Danmark dog ikke kan være ét af holdene uanset resultaterne i gruppespillet. I stedet kan Danmark ende med at spille 1/8-finale i Amsterdam, Bilbao, Glasgow eller Bukarest.

De tre kampe i gruppe B - uanset hvilke hold, der skal i aktion - spilles 13. juni, 18. juni og 22. juni. Den 30. november bliver det afgjort, hvilke hold der skal møde hinanden på de forskellige datoer. Det er derfor stadig uvist, hvornår Danmark f.eks. skal møde Rusland.

Ottendedelsfinalen i Parken spilles 29. juni.

Fredag blev det også afgjort, hvem der skal møde hinanden i Nations League-playoff til marts.

Fire hold kan kvalificere sig til EM, hvis de vinder semifinalen og den efterfølgende finale i Nations League-playoff.

Semifinalerne - der bliver spillet den 26. marts - kommer til at se ud som følger:

Gruppe A: Island - Rumænien og Bulgarien - Ungarn

Gruppe B: Bosnien-Hercegovina - Nordirland og Slovakiet - Irland

Gruppe C: Skotland - Israel og Norge-Serbien

Gruppe D: Georgien - Hviderusland og Nordmarkedonien - Kosovo

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også