Weekend

Årets Bil i Danmark 2020 kører udelukkende på strøm

Lige godt 50 år skulle der passere, før juryen var klar til at stemme en fuldt elektrisk bil ind på førstepladsen.

Tesla Model 3 er Årets Bil i Danmark 2020. Det er den bedste elbil lige nu. Foto: Lars Krogsgaard Den store skærm kræver en del tilvænning. Til gengæld er antallet af funktioner omfattende. Foto: Lars Krogsgaard Nr. 2 blev den nye Peugeot 208, som er en fremragende bil, og den kommer også som elbil. Foto: Lars Krogsgaard Nr. 3: BMW 3-serie er klassens bedste bil og kan også leveres som plug-in hybrid. Foto: Lars Krogsgaard Nr. 4: Kia Xceed er en lidt højere variant, der er både komfortabel og støjsvag. Kommer snart som plug-in hybrid. Foto: Lars Krogsgaard Nr. 5 blev BMW 1-serie, der er blevet mere praktisk, men alligevel velkørende. Foto: Lars Krogsgaard

For første gang nogensinde er en elbil blevet kåret til Årets Bil i Danmark.

Tesla Model 3 vinder den prestigefyldte kåring foran den nye Peugeot 208, BMW 3-serie, Kia Xceed og BMW 1-serie på de følgende pladser. Kåringen har eksisteret, siden Ford Capri blev Årets Bil 1969.

Det er Danske Motorjournalister, der står bag kåringen, og her var de godt 20 jurymedlemmer enige om, at den mindste Tesla er årets bedste bilnyhed. Det gælder også foreningens formand, Karsten Lemche.

»Det er historisk, at en elbil vinder titlen, men Tesla Model 3 viser på mange punkter, hvilken retning udviklingen kommer til at gå i. Lige nu er der ingen elbiler, der overgår Teslaen,« siger han.

Fra Jyllands-Posten deltog Jens Overgaard og Christian Schacht i kåringen, og de havde begge Tesla Model 3 som favorit.

Årets Bil i Danmark 2020

Nr. 1 Tesla Model 3

Nr. 2 Peugeot 208

Nr. 3 BMW 3-serie

Nr. 4 Kia Xceed

Nr. 5 BMW 1-serie

Ved afstemningen har hver dommer 25 point at fordele efter følgende regler: Alle point skal bruges. Alle biler skal have point. Ingen biler må få lige mange point. Der kan højst gives 10 point til en enkelt bil.

Bilens store styrke er især den lange rækkevidde, hurtig ladning og ikke mindst det meget omfattende netværk af Teslas egne ladere, som er pænt spredt ud over landet, men også i mange andre europæiske lande, så man sagtens kan køre på ferie i sin Tesla. Samtidig kan den lade hurtigt både hjemme og ude, og Model 3 er kompatibel med øvrige lynladere.

Populær elbil

I år er der indtil videre solgt og indregistreret 1.793 Tesla Model 3 i Danmark, hvilket gør modellen til den i særklasse mest populære elbil herhjemme, da salgstallet overstiger de tre forfølgere, Hyundai Kona Electric, BMW i3 og Renault Zoe tilsammen.

Det er også interessant, at den billigste Tesla, Standard Range Plus, der har en officiel rækkevidde på 409 km, starter allerede fra 374.000 kr., mens næste trin, kaldet Long Range, har en rækkevidde på hele 560 km og koster 456.000 kr. Er man mere til sportslig kørsel, er svaret Performance-versionen, der når ud på 530 km, men til gengæld spurter til 100 km/t. på kun 3,4 sek. Her er prisen 506.000 kr.

ÅRETS BIL

Årets Bil kåres af Danske Motorjournalister.

Høsten af årets nyheder blev i oktober testet på FDM Jyllandsringen over to dage.

Her udvalgte juryen på 24 medlemmer de fem biler, som gik videre til finalen.

Vinderen blev kåret den 27. november.

Selv basisudgaven er virkelig hurtig, og med det, som svarer til godt 300 hk, mangler man aldrig kræfter.

Adaptiv fartpilot er standardudstyr, mens man skal betale hele 50.000 kr. for autopilot, hvor flere af funktionerne ikke er tilladte i Europa, og som derfor er en voldsom merpris.

Velkørende og hurtig

Generelt er Tesla Model 3 en yderst velkørende bil, der både kan køre problemfrit gennem skarpe kurver og også er komfortabel og støjsvag. Indretningen er noget speciel med den kæmpe skærm, der indeholder stort set alle funktioner, og den kræver nogen tilvænning at køre med. Til gengæld er der et hav af vilde funktioner, bl.a. mulighed for at se Netflix, hvis man f.eks. holder og venter på en færge.

En anden årsag til bilens popularitet er, at man rent faktisk kan få sin Model 3 leveret ganske hurtigt – senest omkring februar, lyder det fra Tesla, mens andre elbiler, især fra Hyundai og Kia, har ventetider på et år.

Ingen er dog perfekte, og det gælder også den amerikanske model. Der er ingen praktisk stor bagklap, da der er tale om en sedan, bagagerummet er ret lille, og pladsen på bagsædet er ikke den bedste. Men det kunne ikke ødelægge juryens humør.

Peugeot 208

Tesla vandt med en pæn margin til Peugeot 208, der også udmærker sig ved at kunne leveres som ren elbil. Der er dansk premiere til januar, men vi kender endnu ikke de endelige priser, hvilket måske har spillet ind, da dommerne skulle afgive stemmer, ligesom ingen heller havde mulighed for at teste den fuldt elektriske model under den indledende runde i oktober.

Den franske mini har dog flere fortrin, for designet er lækkert, cockpittet er nyskabende, og man sidder fremragende foran. Til gengæld er pladsen på bagsædet noget afmålt, ligesom bilen kun har en forholdsvis simpel nødbremse som standard. De eneste priser, som foreligger nu, er for den elektriske 208, der koster fra 229.998 kr. og har en rækkevidde på 340 km.

BMW 3-serie

På tredjepladsen kom den nye 3-serie fra BMW, der for blot tre uger siden blev kåret til Businessbilen 2020 af Jyllands-Posten og Business Danmark og nu altså også gør sig til i den klassiske Årets Bil-konkurrence.

Der er tale om den bedste bil i klassen netop nu, og den udmærker sig ved, at den kan leveres i almindelige benzin- og dieselvarianter, men også i en helt ny plug-in hybrid-udgave med en rækkevidde på strøm, der hedder op til 60 km, hvis man er meget optimistisk. Priserne på den nye BMW 3-serie starter ved 469.793 kr. for en 320 i sedan. Har man en erhvervsleaset firmabil, starter det skattemæssige grundlag ved 392.500 kr.

Kia Xceed

De koreanske mærker har aldrig vundet titlen, og det bliver altså heller ikke i år. Der er dog en pæn fjerdeplads til den nye Kia Xceed, der er en lidt højere og finere version af Ceed.

Her er der spændende design, ekstra komfort i form af støjisolerende materialer, en lidt bedre affjedring og ikke mindst instrumentering med mulighed for digitale instrumenter. Læg dertil, at bilen selvfølgelig har den kendte Kia-garanti på syv år eller maks. 150.000 km, en moderne plug-in hybrid med en rækkevidde på strøm på op mod 58 km til næste år, og man har de primære købsargumenter. Prisen begynder ved 249.999 kr. for en udgave med 1,0 benzinmotor og 120 hk.

BMW 1-serie

For første gang i adskillige år var der to biler af samme mærke i finalen, og på en placering som nummer fem har vi den nye BMW. Det er fabrikkens mindste model og i en helt ny version, der for første gang trækker på forhjulene og dermed siger farvel til baghjulstræk. Det forhindrede nu ikke dommerne i at rose modellen for dens fine køreegenskaber, og sidegevinsten ved den nye konstruktion er, at der er væsentligt mere plads i bilen.

Prisen starter ved 323.000 kr. for en 118i Sport Line med 140 hk benzinmotor. Den mindste BMW er den eneste bil i finalen, der ikke fås i en elektrificeret variant.

DISSE BILER NÅEDE IKKE I FINALEN

Audi Q3/Q3 Sportback

Audi e-tron

DS 3 Crossback

Hyundai Nexo

Kia e-Soul

Range Rover Evoque

Mazda3

Mazda CX-30

Renault Clio

Renault Zoe

Skoda Kamiq

Skoda Scala

Subaru Forester e-Boxer

Suzuki Jimny

Toyota Corolla

Toyota Camry

Toyota RAV4

Toyota GR Supra

VW T-Cross




Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”. Blandt andet kan du høre mere om Årets Bil i episode 1.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også