Weekend

Regn og melankoli på Færøerne

Vellykket fortabt rejseskildring.

Forfatter Rúni Weihe har begået et stykke sikker prosa, fint afbalanceret mellem det pansrede, kontrollerede og følelsesladede, mener avisens anmelder. Foto: Lea Meilandt

På forlagets spiseseddel med informationer om Rúni Weihes roman hedder det, at den er et stykke hjemstavnslitteratur. Sandt nok, fordi den handler om en ung mand, der skal tilbringe syv uger på Færøerne, hvorfra han stammer. Men hvis læseren forbinder hjemstavnslitteratur med sentimental hjemlængsel, går man galt i forhold til ”Bølger over det høje græs”, for jegfortælleren har måske ømme følelser over for sin syge fader og sans for den rå natur – men det er intet tilfælde, at han til slut længes tilbage til det moderne København. Man kan heller ikke påstå, at hans planlagte vandretur i landskabet er en forrygende succes. Selv om det er sommer, er det koldt og regnfuldt; dertil kommer, at dagbogsnotaterne kredser om en industrialiseret kultur i forfald. Så er det noget at komme efter?

Det er der. Rúni Weihes tekst – bemærk, at den kategoriseres på forsiden som prosa og ikke en roman – falder i to dele. I den første får vi en række korte, oftest konstaterende beskrivelser af ølandskabet og dets skønsomme blanding af natur og kultur. Og man tænker umiddelbart: Hvad skal dette føre det? Hvorfor disse lavtriste lakoniske prosastykker? I anden del får vi i dagbogsform fortællerens skildring af vandringer og nogle glimt af hans familiebaggrund. Vandringsmanden insisterer på at fuldføre sin rodløse strejftur, men vejret er for råt, så meget mod sin vilje genser han sin syge fader. ..

BRANCHENYT
Læs også