Weekend

”Vi børn fra Bahnhof Zoo” er blottet for originalens nerve og drama og føles som et overfladisk spild af tid

Der er ikke meget, der klapper, i moderne udgave af Christiane F.s ”Vi børn fra Bahnhof Zoo”.

Da jeg første gang hørte, at Viaplay ville genfortolke Christiane Felscherinows berømte selvbiografiske undergangsodyssé ”Christiane F.: I morgen er det slut” fra 1978, blev jeg straks mentalt katapulteret tilbage til mine formative præteenageår i begyndelsen af 1990’erne, hvor både bogen og Uli Edels voldsomme filmatisering fra 1981 var en del af den kanon, der skulle skræmme unge væk fra stofmisbrug. Det var i mit tilfælde uhyrligt effektivt. Jeg kan stadig fremmane billeder af den purunge Christiane F., hvis barske barndom og alkoholiserede far drev hende ud i et eskalerende stofmisbrug, der involverede heroinafhængighed som 13-årig og prostitution som 14-årig.

Nu er historien så blevet opdateret til et nutidigt publikum med serien ”Vi børn fra Bahnhof Zoo” (titlen er taget fra Felscherinows tyske originaltitel), men hvad der skulle få ungdommen af i dag til at vælge denne serie frem for eller bare som supplement til de originale skildringer, står ubesvaret hen. For selve essensen af ”Christiane F.: I morgen er det slut”, nemlig smerten, lidelsen og den sociokulturelle harme, er forsvundet i den nye udgave, der fremstår både overfladisk og ligegyldig...

BRANCHENYT
Læs også