Anmeldelse: Troen har trange kår i Brinkmanns lønkammer – han fylder selv det meste
I et år har den allestedsnærværende Svend Brinkmann ledt efter Gud, og det er der kommet en småsnakkende, selvmodsigende og lidt overflødig bog ud af. Måske professoren skulle skrue lidt ned for publiceringskadencen.
Tryksværten i hans forrige bog er knap tør endnu. Hos Arnold Buscks boghandel på Købmagergade i København ligger den stadig på bordet med bognyheder, og man forventer nærmest, at børn til skolestart kan købe blyanter, bogindbindingspapir og T-shirts med den allestedsnærværende husfilosof Svend Brinkmanns kontrafej.
I hvert fald er det næsten med professoren som med Vorherre: Han er allevegne – hvor end du går hen, bliver du fulgt og forfulgt af hans hånd og ånd og ord. Men nu har Brinkmann alligevel generøst besluttet sig for at »give Gud en chance« og undersøge sin egen tro. Ansporet dels af kritikere, der har revset ham for at mangle den religiøse dimension i sin bydeformsagtige selvhjælpslitteratur (som han afgjort skal roses for), og dels af spørgsmålet om Guds eksistens, der har optaget ham, siden han var barn, har Brinkmann hevet al litteratur, hvori ordet Gud, religion eller tro optræder, ned fra hylden, pløjet hele molevitten igennem, famlet i studerekammerets mørke og skrevet en bog tæt belagt med citater og henvisninger, fuld af selvmodsigelser og småsnak. Og som læser får man den lidt klaustrofobiske fornemmelse af at blive snakket til uden at kunne slippe væk. ..
