Weekend

24 timer i Bruxelles

EU-udvidelser, lobbyarbejde og NATO-aktiviteter. Der er altid tryk på i Belgiens hovedstad.

Artiklens øverste billede
Udsigten til Grand-Place fra toppen af Mont des Arts og Musikinstrumentmuseet er formidabel.

Huspriserne er de senere år steget markant, hvilket volder problemer for dele af den lokale befolkning, men de tusindvis af ansatte i internationale organisationer og virksomheder er også samtidig med til at forny og puste liv byen. Overalt blander stilige restauranter, hippe barer og eksklusive designbutikker sig med det folkelige Bruxelles, og bag facaderne gemmer sig et utal af små brogede virkeligheder, som det er interessant at gå på opdagelse i.

Her er et bud på et spændende døgn, der kombinerer store attraktioner med mere listige indslag.

8.00 - MORGENMAD OG MARKEDSSTEMNING

Tag metroen til Porte de Hal og spis en lækker morgenmad eller brunch på caféen Potemkine. Den ligger et stenkast fra stationen og er smukt beliggende i en gammel biograf. Bagefter er det let at gå til kræmmer- og antikmarkedet i det folkelige kvarter Marolles – et af de få steder hvor dialekten brussels (eller brysselsk) stadig tales. Det er en god idé at komme tidligt, hvis man vil gøre et kup, men det er under alle omstændigheder en stor og farverig oplevelse at kigge på rariteter og skæve typer på Place du Jeu de Balle.

Avenue de la Porte de Hal 2-4.

9.30 - PÅ CYKEL GENNEM BYEN

Tag en Villo!-cykel fra cykelparkeringen på Place du Jeu de Balle, og slå et smut omkring de spøjse butikker på Rue Haute. Tag glaselevatoren Ascenseur des Marolles op til Justitspalæet. Herefter er der få hundrede meter til det fine Sablon med antikmarked, en gotisk kirke og en plads omkranset af træer. Her er en Villo!-cykelparkering, hvor man kan skille sig af med cyklen, men turen kan også nemt tilbagelægge til fods.

10.30 - FORMIDDAGSKAFFE MED UDSIGT

Fra Sablon er der 5 minutters gang til musikinstrumentmuseet, som hitter hos både børn og voksne. Museet fortæller historien om instrumenternes lyd og brug, og på toppen af bygningen kan man om søndagen spise brunch og på hverdage frokost med den smukkeste udsigt over Bruxelles med bl.a. rådhustårnet på Grand-Place i horisontlinjen. Museet har til huse i det tidligere varehus Old England, der er en flot art nouveau-bygning af glas og stål.  Man betaler ikke entré, hvis man bare vil besøge restauranten på toppen af museet.

Rue Montagne de la Cours 2.

11.15 - MAGISKE MAGRITTE

Rundt om hjørnet fra musikinstrumentmuseet ligger det storslåede Magrittemuseum, der er tilegnet en af Belgiens største malere og en af kunsthistoriens største surrealister. Ham med bowlerhattene og ”Dette er ikke en pibe”. Efter endt besøg i det ubevidste kan man gå ned ad trapperne ved haven foran Det Kongelige Bibliotek – herefter fortsætter det nedad, til man 10 minutter senere står på den uovertrufne Grand-Place, hvor de storslåede og flot dekorerede lavshuse står side om side.

Rue de la Régence 3.

13.15 - ØSTERS TIL FROKOST

Det tager blot 10 minutter at gå videre fra Grand-Place til den mindre opulente Place Sainte-Catherine, hvor folk stimler sammen foran den kombinerede fiskeforretning og fortovsrestaurant Noordzee/Mer du Nord.  Især i weekenden og sidst på dagen er der trængsel, når travle folk stopper op ved den udendørs bar og slubrer fiskesuppe, spiser østers og muslinger og nyder et glas kølig hvidvin eller et glas champagne, inden de skal videre. Stedets Nordsøsuppe er fantastisk – og et fund til pengene.

Noordzee – Mer du Nord, Place Sainte-Catherine 45.

Fiskesuppen indtages stående på Place Saint-Catherine og fortovsrestauranten Mer du Nord (Nordzee).

14.00 - RUNDT I MODEKVARTERET

Få minutters gang fra Place Sainte-Catherine ligger eksklusive design- og modebutikker tæt i området omkring Rue Antoine Dansaert. Sidst i 1980'erne flyttede den kreative klasse ind i det dengang nedslidte arbejderkvarter, og i dag er mange bygninger sat i stand med nyrestaurerede trappegavle og statelige facader. Med de nye beboere er fulgt mode- og designbutikker, der ligger side om side med gode restauranter og velbesøgte caféer. En af designpionererne er avantgardemodebutikken Stijl, der gør det i både belgiske modeskabere og internationale designere. For enden af gaden ligger kanalen og en bro over til indvandrerkvarteret Molenbeek-Saint-Jean, der har sin egen charme, men som på mange måder udgør en stærk kontrast til Rue Antoine Dansaerts trendy livsstilsbevidsthed.

Stijl, Rue Antoine Dansaert 74.

16.00 - FORFRISKNING PÅ PLACE SAINT-GÉRY

I det samme kvarter ligger caféerne side om side ved Place Saint-Géry. I godt vejr og til sent ud på natten er fortovene omkring den gamle markedshal tæt pakket af gæster, der sludrer, griner og diskuterer over myntete, kaffe eller helt specielle øl. Det er oplagt at stikke hovedet indenfor i den flotte markedshal, Halles Saint-Géry, bygget af røde mursten, jern og glas. Bygningen fra slutningen af 1800-tallet bliver brugt til skiftende udstillinger om Bruxelles’ historie og arkitektur. Pladsen huser også et glimrende boutiquehotel med tilstødende jazzbar – de støjfølsomme er bedst tjent med et værelse mod gården og øverst oppe.

Hotel Saint-Géry, Place Saint-Géry 29-32.

18.00 - ATMOSFÆREN I MATONGÉ

Tag metroen til Matongé, det afrikanske kvarter, der er opkaldt efter et forlystelseskvarter i Congos hovedstad Kinshasa. Det er her, mange afrikanere i Belgien køber ind, får syet tøj og går ud. Det siges, at overklassen fra Kinshasa tager hertil for at få de bedste og flotteste stoffer med de karakteristiske vokstryk. Frisørsaloner på stribe kan glatte, flette, forlænge, farve og sætte hår i alle mulige kunstneriske faconer – et på alle måder farverigt og anderledes Bruxelles. Har man brug for en forfriskning, er der bl.a. mulighed for det ved Saint Boniface-kirken, hvor den kosmopolitisk sindede café L'Ultime Atome har udskænkning til et blandet publikum.

L'Ultime Atome, Rue Saint-Boniface 14. Oplev resten af kvarteret omkring Chaussée de Wavre, Rue Longue Vie og Chaussée d’Ixelles.

20.00 - NY BELGISK MADKUNST

10 minutters gang væk er der flere gode grunde til at lægge vejen forbi WY Restaurant. Hvis man både kan lide biler, smukt design og god mad, går tingene nemlig op i en højere enhed her på spisestedet, der har til huse i Mercedes House mellem den tyske autogigants seneste nye modeller. Restauranten blev i foråret 2014 tildelt en Michelin stjerne og er et godt bud, hvis man prøve kræfter med ny belgisk madkunst. Sæt en god aften til at komme igennem den 5 retters tasting menu, der koster ca. 65 euro.

WY Restaurant. Rue Bodenbroek 2/4.

Margrethe Lykke Eriksen er forfatter til bl.a. Turen Går Til Bruxelles og Belgien

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.