Fortsæt til indhold

Top 5: Udstillingssteder i Stockholm

Stockholm har i mange år beskedent markedsført sig selv som Mälardrottningen. På det seneste er betegnelsen skiftet ud med det internationalt mere gangbare Stockholm – Capital of Scandinavia. Den nye identitet afspejler en by, hvis selvtillid for alvor begyndte at vokse med it-boomet i 1990’erne, og som siden har taget et tigerspring inden for både mad, design og kunst. Hovedstaden huser en god håndfuld spændende udstillingssteder for forskellige kunstneriske udtryksformer.

Weekend
Didrik Tångeberg og Karina Krogh

Skarpt design, velproduceret musik og spændende krimier. Udover svenske industrigiganter som Volvo og Ericsson markerer kulturen sig også på verdensarenaen. Også mere bløde eksportvarer som ABBA, H&M og Stieg Larsson har gennem årene hittet globalt.

Den kulturelle eksport har mange ligheder med den industrielle eksport, ikke mindst i forhold til størrelsen. IKEAs mål var oprindeligt at møblere det svenske folkhem, i dag er ambitionen at møblere hjem verden over. H&M beklæder hele verden og er godt på vej til at være dominerende i Europa. Samtidig topper svenske krimiforfattere på bestseller¬listerne i Tyskland, England, Frankrig og USA.

Knap så fremtrædende er svenskerne på kunstscenen. Til gengæld er hovedstaden Stockholm rig på spændende udstillingssteder for moderne kunst, der både viser store, internationale koryfæer og unge, svenske talenter.

Liljevalchs Konsthall

Frækt, provokerende og et af Nordens smukkeste udstillingsmiljøer. Det er bare nogle af de ord, der er blevet hæftet på Stockholms permanente udstillingssted for samtidig kunst. Og udfordrende har de været, de udstillinger der siden 1916 har mødt de besøgende, der har bevæget sig ned ad den sorte trappe i det store, hvide rum.

Det var på Liljevalchs, svenskerne først blev præsenteret for kubismen i 1920’erne, og udstillingen Erotic Art i 1968 fik moralens vogtere til at dåne. ”Vårsalongen” er en tilbagevendende udstilling, hvor nutidige kunstnere får mulighed for at vise deres arbejde frem. Det er ikke bare udstillingslokalerne, der er en fryd for øjet. Nyd en kop kaffe fra den populære café Blå Porten i gårdhaven, der om foråret og sommeren er en oase af blomster og sommerfugle.

Liljevalchs Konsthall, Djurgårdsvägen 60

Blå Porten, Djurgårdsvägen 64

Moderna Museet

Brudte flader og skæve vinkler. Vægge med røde køer og 25 versioner af Marilyn Monroe. Moderna Museet har siden 1958 levet op til sit navn og lagt hus til værker af alt fra Duchamp til Warhol. På museets 5000 m2 får installationer, grafik, skulpturer og film plads til at sprænge rammerne og udfordre besøgeren.

I 1998 blev museet udvidet med hjælp fra den spanske arkitekt Rafael Moneo. Mug og fugt gjorde dog allerede i 2002 en renovering nødvendig. I museets ånd gav dette anledning til et nyt koncept, Moderna Museet C/O: samlingerne udstilledes rundt omkring i Sverige, mens museet blev renoveret. Museet i dets nuværende form blev indviet i 2004.

På det lille og inspirerende ArkDes, Arkitektur­ og designcentrum kan man ved hjælp af modeller og kort lære mere om, hvad der ligger bag Stockholms udformning og bygninger.

Moderna Museet, Slupskjulsvägen 9

ArkDes, Exercisplan 4

Bonniers Konsthall

En stor, lysende trekant i glas danner rammen om et af de nyere tilbud på byens kunst­scene. Bonniers Konsthall åbnede i 2006, og skiftende udstillinger giver mulighed for at se og opleve spirende unge kunstneres værker i alle udtryksformer, fra installationer, maleri til video og happenings. Kunsthallen er Jeanette Bonniers hjertebarn og oprettet til minde om hendes datter. Se hjemmesiden for aktuelle og kommende udstillinger. I Café no 19 serveres brunch og frokost med brød fra det kendte bageri Riddarbageriet.

Bonniers Konsthall, Torsgatan 19. www.bonnierskonsthall.se.

Sven-Harrys (Konstmuseum)

En replika af en herregård på toppen af et nybygget, gyldent hus i seks etager i en af Stockholms centrale parker. Det blev byggematadoren Sven Harry Karlssons kreative løsning på at få plads til al sin kunst, da alderen opmuntrede ham til at flytte til noget mindre. Og hvorfor så holde det for sig selv?

Nu kan man på guidede rundture i stuer og køkken på herregården se den kunst, som Sven Harry har samlet af klassiske og moderne svenske kunstnere. Sven Harry selv bor et andet sted i bygningen og kommer ofte i stuerne og fylder på med nyerhvervet kunst eller låner en bog i det store kunstbibliotek. I stueetagen findes et galleri med skiftende udstillinger, Sven Harrys hyggelige restaurant og en møbelbutik.

Sven-Harrys (Konstmuseum), Eastmanvägen 10-12

Magasin III

»Great art, hard to find, easy to love« er Magasin 3’s meget rammende slogan. Spændende, skiftende udstillinger af banebrydende svensk, skandinavisk og international kunst er belønningen, når man har taget den lange tur ud til Frihamnen, fundet det rigtige, anonymt udseende pakhus, er kommet ind i den rette elevator og stiger ind i Magasinets unikke udstillingslokale.

Ejet af den privatejede koncern Proventus AB, der blandt andet står bag Brios legetøj og produktionen af den finske arkitekt Alvar Aaltos møbler, har Magasin III siden 1987 været et pejlemærke på den stockholmske kunstscene. Kunsthallen har en stor samling, der indgår i varierende grad i de 6-8 skiftende, årlige udstillinger.

Museum & Foundation for Contemporary Art, Frihamnen, Frihamnsgatan 28

Fotografiska

Et besøg i Ferdinand Bobergs toldbygning ved Stadsgårdskajen er et must for alle fotointeresserede. Fotografiska er et af verdens største udstillingslokaler for moderne fotografi med fire store og op til tyve mindre udstillinger årligt. Den smukke gamle bygning rummer også en udmærket restaurant, butik med fotobøger og souvenirer, fotogalleri samt bar på øverste etage med en forrygende smuk udsigt over byen mod Østersøen.

Fotografiska, Stora Tullhuset, Stadsgårdsleden 22

Didrik Tångeberg og Karina Krogh er forfattere til Turen Går Til Stockholm & Midtsverige