Weekend

Kom hjem til Polen! Meget er blevet bedre

Det er blevet mere attraktivt at bo i Warszawa og andre steder i det urbane Polen. Flere og flere uddanner sig, og der er gang i opførelsen af nye ejendomme. Jagten på penge og succes i medierne, får imidlertid flere og flere unge til at rejse udenlands. Kampagner for at få de unge til at vende hjem igen, er indtil videre ikke lykkedes.

Artiklens øverste billede
Der er sket meget i Warszawa og resten af Polen siden østblokkens opløsning og kommunismens fald. Nu vil polakkerne gerne have mange af de unge kræfter hjem, så der kan komme endnu mere gang i hjulene. Foto: iStock

For mere end 10 år siden fik Polen et brændende ønske opfyldt med medlemskabet af EU. Forud var gået hårde økonomiske reformer, men da målet blev nået, kunne man endelig lægge de 44 år “på den forkerte side af jerntæppet” bag sig: polakkerne var kommet med i Europas gode selskab.

Det var i 2004. Og selvom årene efter hverken bød på guld eller grønne skove, var der ingen, der så sig tilbage. I stedet er det gået ganske meget fremad for Polen. Landet oplevede som det eneste EU-land vækst under finanskrisen, og den polske levestandard stiger støt. Polakkerne har kastet sig ud i forbrugerlivsstilen med alt hvad dertil hører af gigant-malls, drive-in-McDonald’s, IKEA og enorme supermarkeder. Der findes halvanden gang så mange mobiltelefoner i Polen, som der findes polakker, og bilparken af polske FIAT, Lada og Polonez er for længst skiftet ud med nye, vestlige biler.

Bybilledet forandres og moderniseres konstant, og kommunismens grå betonkvarterer har fået en gang maling, mens moderne nybyggeri skyder op ved siden af. Warszawas skyline er eksploderet i glas og stål og står ikke tilbage for andre metropolers. Det er næsten ikke til at forstå, at det er det samme land, som i 1980’erne havde rationering på dagligvarer og eddike som den eneste vare på hylderne.

Unge tager ud

Sådan er det også for de unge. Generationen efter 1989 er den første i århundreder, der er vokset op i et frit Polen. Den tager markedsøkonomi, demokrati og engelsk på skoleskemaet lige så meget for givet som blødt toiletpapir, caffe latte og rejser til udlandet. Kort sagt er Polen for dem tæt på at være “et helt almindeligt land”.

Men kun tæt på. For selvom udviklingen går stærkt, er Polen fortsat en nation med store kontraster mellem land og by og mellem ældre og unge. Lønningerne er lave, boligpriserne høje, og ungdomsarbejdsløsheden et problem.

Polen har verdensrekord i vækst, når det kommer til antallet af unge, der afslutter en akademisk uddannelse, men uden job til de mange kandidater ender det ofte med, at de må slås om lavtlønnede jobs som butiksassistenter. De fleste har større ambitioner, og adspurgt om, hvad der gør et godt voksenliv, har polske gymnasielever ikke fokus på familie, lykke og kærlighed, men på penge, succes i medierne og studier, der giver adgang til velbetalte jobs i udlandet.

Kan man ikke få succes i Polen, kan man få den andre steder, og mange er parate til at arbejde med hvad som helst nogle år i de vestlige EU-lande for at kunne klatre op ad rangstigen. Et par år i Vesten, hvor man lever på en sten og sparer op, kan betyde, at man kan købe sin egen bolig, når man er tilbage i Polen. Hele 2,2 mio. polakker er flyttet til udlandet for at arbejde siden 2004, hvilket svarer til at hver tiende polak i den arbejdsdygtige alder er flyttet bort. De fleste polakker har søgt lykken i England og Irland, og polakker udgør med 122.000 den største etniske minoritet i Irland, mens 679.000 er flyttet til Storbritannien siden 2004. Til sammenligning er der ca. 40.000 polakker i Danmark.

Valg mellem familie og karriere

Selvom også familiemønstrene har ændret sig, siden Polen kom med i EU, har polakkerne stadig en af Europas laveste skilsmisserater, og meget få par med børn lever sammen uden at være gift. At det ikke er velset at leve “på polsk” eller blive skilt skyldes, at 93 % af polakkerne er praktiserende katolikker.

De fleste polakker bliver gift og etablerer familie tidligere end i Danmark, ikke sjældent fordi bruden er blevet gravid. Men i det moderne Polen er børn ikke nødvendigvis en førsteprioritet. Det moderne par står tit i et dilemma omkring valget mellem børn og karriere. En nogenlunde levestandard kræver nemlig begge parter på job, og lange arbejdsdage, ringe mulighed for pasning og usikkerhed om kvindernes position på arbejdsmarkedet bevirker, at kvinderne føder færre børn og befolkningen bliver ældre og ældre.

Kom hjem!-kampagner

Den demografiske ulighed med lave fødselstal og en aldrende befolkning er ikke et særskilt polsk problem, men i Polen har emigrationsproblematikken sat det yderligere på dagsordenen. Det har betydet reformer og modernisering af familiepolitikken i håbet om, at unge i højere grad vil føle sig rustet til at vælge at stifte familie – i Polen.

EU-medlemskabet har givet Polen en ansigtsløftning med masser af støttemidler til landbrug og landskab, gennemgribende modernisering, opdateret infrastruktur og nye kulturinstitutioner. Men det åbne arbejdsmarked og muligheden for at tjene penge udenlands har vist sig som lidt af et tveægget sværd. Pludselig var “the Polish plummer” også the Polish doctor og the Polish engineer,

der ganske vist sender penge hjem, men også er med til at tappe hjemlandet for ressourcestærk, kvalificeret arbejdskraft. Polen mangler simpelthen polsk arbejdskraft, og der køres store kampagner for at få udlandspolakkerne hjem igen – foreløbig uden det store held.

(Lise Hannibal er forfatter til Turen går til Polen)

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.