5 spændende nedslag i Mussolinis Rom
I Den Evige Stad huskes 1900-tallets første del for fascismens forsøg på at genskabe den romerske klassicisme.
Det ses i særlig grad udfoldet i EUR-kvarteret, som var en manifestation af Mussolinis forestilling om, hvordan byen skulle se ud i fremtiden. Foruden spændende arkitektur huser bydelen også nogle spisesteder og modebutikker, som det er værd at lægge vejen forbi.
I EUR hersker en hel anden stemning end i Roms indre by. Selv luften er anderledes. Her dufter ikke rigtig af Rom. Træerne er nye og fra planteskoler. De smukke villaer gemt bag træerne tilhører nyrige tilflyttere, hvoraf kun de færreste er romere. Bydelen EUR – navnet er en forkortelse af Esposizione Universale Romana – blev skabt under fascismen og var planlagt som centrum i det nye Rom, som Mussolini drømte om. EUR skulle også være centrum for en verdensudstilling i 1942, der skulle fremhæve Roms storhed. Det gik ikke som planlagt, da 2. Verdenskrig kom i vejen.
Bydelen var tænkt som en moderne rekonstruktion af arkitekturen fra det gamle Roms storhedstid, hvor hovedbyggematerialet var det hvide marmor. Symbolet på denne nye arkitektoniske stil er Palazzo del Lavoro, populært kaldt Colosseo Quadrato (Det Firkantede Colosseum), og det kan man let forstå, når man ser bygningen. Colosseo Quadrato er blot et blandt flere højdepunkter i Mussolinis bemærkelsesværdige prestigebydel.
Ristorante il Fungo og Palalottomatica
Restauranten åbnede som et kuriosum. Her kunne man først og fremmest nyde udsigten over det gamle og det nye Rom. Med årene har il Fungo imidlertid forvandlet sig til en god restaurant og den er bl.a.kendt for sine fiskeretter med daglige leverancer fra den nærliggende kyst. Stedet er bedst om aften, hvor man også kan møde den italienske elite. Ved siden af restauranten ligger, Palalottomatica. Italiens største sportshal troner over Laghetto og er opført i 1960 i anledning af de olympiske lege.
Piazza Pakistan 1. www.ristoranteilfungo.it
Peroni
Italien er kendt over hele verden for sine modedesignere, og hos Peroni kan folk, der elsker og samler på sko, finde et lille himmerige. Familien Peronis forretning begyndte her i 1948 og har i dag en række skobutikker i hele Rom. Her finder man en lang række særprægede sko samt avancerede og elegante støvler til kvinder.
Viale Europa 150.
Museo della Civiltà Romana
Et herligt museum, som også børn kan få udbytte af. Her er samlet afstøbninger og reproduktioner af Roms mest berømte oldtidsminder, bl.a. rekonstruktioner af Cæsars ingeniørarbejder og krigsmaskiner. I en hal har man opbygget en fascinerende, meget detaljeret model af Rom på Konstantin den Stores tid med paladser, templer, huse, broer osv. i miniature.
Piazza Agnelli. www.en.museociviltaromana.it
Abbazia delle Tre Fontane
Åndelig inspiration – og god chokolade. Begge dele fås i dette fantastiske abbedi ved Tre Fontane (Tre Kilder), en fredet og hellig oase i EUR-kvarteret. Chokoladen, der produceres af klosterets trappistmunke og smager himmelsk, kan købes i den lille butik ved indgangen sammen med økohonning m.m. Selve abbediet blev påbegyndt i 625 af græske munke ved siden af det sted, hvor apostlen Paulus ifølge overleveringen blev henrettet. Byggeriet fortsattes i 1140. Overleveringen fortæller, at da Paulus blev halshugget, rullede hovedet tre gange, og der udsprang tre hellige kilder, som gav navn til stedet Tre Fontane. På henrettelsesstedet opførte man i 400-tallet en kirke til ære for Paulus. Komplekset begynder ved den meget trafikerede Via Laurentina med en befæstet port fra 800-tallet og fortsætter med kirker, klostre og en eukalyptusskov. Foruden abbediet omfatter komplekset to vigtige kirker, San Paolo for enden af komplekset og Santa Maria Scala Coeli til højre for klosteret. Den yndige Santa Maria-kirke er prydet med en lidt farlig trappe, der fik navnet Scala Coeli, Himlens Trappe.
Via delle Acque Salvie 1.
Mediterraneum, Acquario di Roma
Ved den kunstige sø Laghetto kan man i dag besøge Roms nye akvarium (under restaurering i 2016). Mediterraneum, Acquario di Roma anses for at være et arkitektonisk og miljøvenligt mesterværk tegnet af italienerne Vico og Piacentini i en enkel stil, der passer til omgivelserne i EUR. Her er først og fremmest fiskearter og dyreliv fra Middelhavet, men liv fra andre af verdenshavene er også repræsenteret i det ny akvarium. Det forventes, at hele området vil få gavn af projektet, der burde kunne tiltrække en ny, afbalanceret strøm af turister.
Viale America, 93. www.acquariodiroma.com.