Klimaforandringernes konsekvenser i Syditalien
Vejret er ikke hvad det har været, mener mange. I Syditalien synes der at være hold i påstanden.
Italien opvarmes dobbelt så hurtigt som resten af planeten grundet CO2-udledning, og katastrofernes omfang forværres af lokale politikere, der giver byggetilladelse på steder, hvor folk er særligt udsatte.
Det er i begyndelsen af august, årets varmeste måned, og tusinder af badegæster steger ved kysterne og misser mod solen. Men pludselig trækker en sort sky ind over horisonten, ledsaget af stærke vinde.
Der er et uvejr på vej – et af dem, der for bare 10 år siden var yderst sjældne, men som nu hærger Syditalien med stadigt kortere mellemrum. Vandet fra himlen falder tungt og tæt, og snart flyder bilerne i de calabresiske byer Rossano og Corigliano rundt mellem hinanden som legetøjsskibe og bliver ført ud mod havet af de enorme naturkræfter. 160 millimeter falder der i løbet af få timer – fem gange så meget som regionen plejer at få på et halvt år.
Det samme sker i Metaponto nær Basilicatas kyst ikke langt derfra. I samme region er beboerne stadig plaget af gener efter det uvejr, der i december 2013 fik en landevej til at knække itu som et knækbrød uden for byen Montescasglioso. I dag ligger vejen endnu ødelagt hen – med niveauforskelle på flere meter og lange flænger i asfalten.
De lumske jordskred
Jorden har i årtusinder åbnet og forskubbet sig i Syditalien. Vulkanen Vesuvios udbrud i år 79 udslettede flere romerske byer i sit bagland og var fulgt af så store jordskælv, at en tsunami fik vandet i Napoli-bugten til at trække sig tilbage, så havbunden og bugtens dyr lå blottede tilbage.
Vulkanen dækkede senest Napoli med aske i 1944, og Europas værste jordskælv i nyere tid ramte i 1908 ved Messina-strædet. Det målte 7,2 på Richterskalaen og kostede i alt 86.926 ofre livet på Sicilien og i det sydlige Calabria.
Men til hverdag er det de såkaldte frane, jordskred, der udgør Syditaliens største klimaforbundne trussel. De har de senere år vendt op og ned på veje, broer og landsbyer – med hundredevis af ofre til følge.
Det er også den naturkatastrofe, man oftest kan se konsekvenserne af som bilist og trafikant i det syditalienske landskab – især i de mindre byer og i nationalparkerne, hvor vejene sjældnere bliver repareret.
Ser man på et kort over Italien, er de fleste jordskred sket i et bælte fra Abruzzo og skråt ned igennem Basilicata og Calabria, hvor de følger Appenninerne. Og der er ingen tvivl om, at le frane forekommer hyppigere på grund af de klimaforandringer, som Syditalien i de seneste 20 års tid har lidt markant under.
Årsagen til le frane kan dog også delvist findes i den afskovning, som er foregået i Syditalien siden romertiden, hvor bjergskråningerne uden træer og deres rodnet bliver sårbare. Hvert år er der knap en halv million jordskred i Italien, hvoraf flere af dem river huse og dele af byer med sig i faldet.
Varmere klima og dårlig regulering
I nyere tid husker de fleste syditalienere jordskredet i bjergbyen Sarno, den lille by nær Vesuvio, hvor et kæmpeskred 5. maj 1998 fik 2 mio. m3 jord til at glide ned ad Monte Pizzo d’Alvano med store dele af byen på ryggen.
I dag kan man stadigvæk se sporene efter skreddene på bjergsiden: De løber som brede tunger ned mod dalen. Skreddene sker først og fremmest på grund af voldsomme regnskyl eller store mængder smeltevand fra bjergene, der river jorden med sig og danner kanaler af vand, som undergraver vejene og husenes fundamenter.
Katastrofernes øgede hyppighed stemmer overens med de officielle tal, der siger, at Italien opvarmes dobbelt så hurtigt som resten af planeten grundet CO2-udledning.
Men skylden ligger også hos de lokale politikere, der giver tilladelse til byggerier på steder, hvor folk er særligt udsatte. Hertil kommer fra gammel tid manglen på regulativer. Således måtte flere landsbyer evakueres i både Abruzzo og Basilicata i begyndelsen af 1900-tallet, fordi de enten var bygget yderligt på bjergsider eller i sandede områder. Fx spøgelsesbyen Craco.
Flere tusind års træfældning har resulteret i en regulær ødemark af græs og sandflugt på sletterne mellem Basilicatas kyst og Melfi. Rundt omkring i dette landskab kan man endnu se forladte bondegårde, hvortil den italienske regering efter krigen udflyttede familier, så de kunne opdyrke arealet. Men jorden og de eroderede klitter var ganske umulige at tæmme, og snart efter måtte familierne forlade området igen.
Jordskælv og tonsvis af lava
Når kontinentalpladerne under Italien forskyder sig, har det mindst lige så katastrofale følger, som når der forekommer jordskred. Syditaliens stærkeste skælv i nyere tid blev målt i Abruzzos hovedby L’Aquila 6. april 2009. Det målte 6.3 på Richterskalaen, dræbte 309 mennesker og sårede ca. 1600.
Lidt længere tilbage – i 1980 – ramte et andet voldsomt skælv landsdelen, denne gang i Campania. Dette jordskælv krævede 2914 menneskeliv, og i dagevis sov folk på gaden i frygt for efterskælv. Årsagen til Syditaliens hyppige skælv er, at den eurasiske kontinentalplade under Europa og den afrikanske kontinentalplade mødes under grundfjeldet mellem det sydlige Umbrien og Sicilien, hvor de presser sig henholdsvis over og under hinanden. Grænsen trækkes også langs vulkanerne Vesuvio og Etna, der på den vis indikerer, hvor kontinentalkanterne befinder sig.
I dag får man det bedste indtryk af de enorme underjordiske kræfter ved at besøge krateret ved Campi Flegrei nord for Napoli, hvor det stadigvæk ryger med svovl fra jordens indre. Eller man kan tage båden fra Tropea i Calabria til De Lipariske Øer – en vulkansk skærgård nord for Sicilien.