New York er byen, hvor ingen behøver at gå kultursulten i seng

Hele den sydlige ende af Union Square er dækket af et tykt, blødt, hvidt lag dun, der kildrer i næsen og klistrer til tøj og hår på de mange hundrede mennesker samlet på pladsen. Den unge fyr, der plejer at stå her med et skilt og tilbyde gratis knus er ikke til at få øje på. Men han har sikkert også kastet sig entusiastisk ind i klumpen af kroppe, der står og tamper kærligt løs på hinanden med hovedpuder. Det er World Pillow Fight Day, og pladsen bobler af lalleglæde.

Sådan har New York året rundt masser af happenings. Noget er kunst, andet er bare folkelighed udtænkt i snirklede hjerner. Som fx den årlige Unsilent Night, som er en slags udendørs lydskulptur med over 1000 mennesker, der går i procession med ghettoblastere og andet lydudstyr, mens de usimultant afspiller årets komposition af kunstneren Phil Kline for fortov og forbipasserende.

New York er også populær kulisse til de såkaldte Flash Mobs og Improv Everywhere, hvor fremmede samles i det offentlige rum og laver sære ting. Som da over 200 mennesker i januar 2008 pludselig stod som stivnet

midt i mylderet på Grand Central Station. Der var også dengang, 111 mænd gik ind i tøjbutikken Abercrombie & Fitch – forbi den skjorteløse muskelmodel i døren – og smed skjorterne. Der er også mere akut samfundsrelevant kunst, som da de ansatte i Wall Street ved finanskrisens begyndelse i september 2008 blev inviteret til at skrive ukvemsord på malerier af deres chefer (Se fx www.improveverywhere.com og www.streetsy.com).

Street artens mange former
I den mere stille genre flyder New Yorks overflødighedshorn af kunstnere altid over med nye idéer til, hvordan de kan bruge byrummet.

Den traditionelle graffiti fylder ikke længere så meget. Men se op, se ned og se til siden, og der åbner sig et helt nyt, gratis galleri. I første omgang tror man måske bare, at man ser en gammel, flosset plakat for et kunstarrangement fra sidste år på en slidt dør. En krimskramset, men meget omhyggelig stregtegning i et slags linoleumstryk af en mennesketorso med hestehoved og uhyggelige hænder.

Nogle dage senere, i en anden ende af byen: En ulv i overstørrelse på en grøn jernsøjle. Samme streg, igen på en plakatagtig baggrund skåret i facon. Tredje og fjerde gang, man ser samme streg fra gadekunstneren Gaia, begynder den for alvor at kommunikere.

Og når først man har fået øjnene op, ser man pludselig små og store, finurlige stykker gadekunst over det hele: Ikke bare Gaia stregtegninger, men højt på en facade sidder Space Invaders’ små mosaikker formet som figurerne i det tudsegamle videospil af samme navn. I et murindhak har Judithsupine gemt en turkisblå fugl, der suger nektar af øjet på en neongrøn mand i en knaldrød blomst.

Der er et digt fra Elbowtoe skrevet på en skrammet dør og en opstilling af små, røde plasticsoldater på en subwaystation. Stickman har klistret små robotfigurer direkte på et fortov i SoHo, mens Thundercuts har sat muntre vinylfigurer på fodgængersignalerne. For ikke at nævne de mange facader befolket af kæmperotter, som øjeblikkets internationale konge af streetart, britiske Banksy, har lavet.

Fænomenet Street Art er hverken nyt eller unikt for New York. Men det trives i storbyen. Et af de mest spektakulære eksempler var, da den franske vovehals Philippe Petit i 1974 gik på line mellem tvillingetårnene. Amerikanske Jeb Corliss har derimod endnu ikke haft held til at springe med faldskærm fra Empire State Building. Men i 2014 lykkedes det et par tyske kunstnere at bytte det amerikanske flag på Brooklyn Bridge ud med flere hvide flag.

Meget af den moderne gadekunst er nu mere jordnær. Den er tit hængt op med tapetklister og skal ikke på samme måde som graffiti og tags markere territorium, men bruger bare gaden som galleri. Og det er meget normalt, at flere kunstnere bruger samme mur, så deres værker kommunikerer med hinanden.

Nogle af kunstnerne er kendte og også at finde på rigtige gallerier. Andre er navnløse, hemmelighedsfulde døgnfluer. Fælles for dem er, at de sender i hvert fald en del af deres kunst ud at leve i hverdagen og kommunikerer med livet, hvor det leves.

Trends og finurligheder
Det med kommunikationen er fællesnævner for alle de løst organiserede udtryk i gadebilledet. Der er de unge sorte mænds faretruende lavthængende bukser, der begyndte som en slags sympatiaktion inspireret fra fængslerne, hvor de indsatte bliver frataget deres bælter. Der er de sammenbundne gummisko, der dingler i lygtepæle og fra elledninger, som i dag er lidt af en sport og sommetider del af større kunstværker. Men der er mange teorier om, at traditionen er begyndt som bandemarkering af, at der her sælges stoffer, eller at der er begået en alvorlig forbrydelse.

Sådan er der så meget spøjst byliv, der ikke er planlagt, men som man får øje på, hvis man slentrer rundt med åbne øjne og kigger op fra kortet, lader sig fare en smule vild og falder i snak med byen.

Gadekunsten er i konstant udvikling. Polskfødte Agata Olek begyndte med at hækle lyserødt tøj til en cykel, der dukkede op forskellige steder på Lower East Side. Nu er hæklekunstneren kendt i hele verden og har haft hele sin hæklede lejlighed på museum. Rebellen Poster Boy, som med hjælp fra et barberblad flyttede rundt på bogstaver og motiver på subwayens reklameplakater, har både været i fængsel og på galleri. Og i morgen er der helt sikkert noget andet undervejs på byens store, åbne lærred.