24 timer på Upper East Side
Det er her nogle af New Yorks og hele USA's mest velhavende indbyggere bor. Og selv om man ikke lige skulle være i markedet efter en lejlighed til 125 millioner dollar, er der meget andet at komme efter. Gode spisesteder, lækre varehuse, spillesteder og en række af verdens fornemste museer.
Hvad gør man, når man har penge og status nok til at bo på et slot – men også vil bo i en allerede tætpakket by? New Yorks allermest velhavende har bygget deres slotte mellem skyerne, hvor man finder nogle af verdens dyreste andelslejligheder over flere etager. De superriges tilstedeværelse præger gadebilledet og udvalget af butikker, restauranter og kunstgallerier på Upper East Side.
Udviklingen sattes i gang sidst i 1800-tallet, hvor den rige amerikanske elite måtte erkende, at pladsen på Manhattan var for trang til slotte. Derfor opfandt man et helt særligt koncept for luksuslejligheder, der kan brede sig over adskillige etager og have højloftede stuer med flødeskumsstuk og grandiose lobbyer. Det er de “gode bygninger”, som Tom Wolfe skrev om i romanen Forfængelighedens bål.
På østsiden af Central Park bor især de gamle penge – familier som Rockefeller og Vanderbilt – og deres moderne ligemænd fra erhvervslivets allerøverste top. Mens millionærgaden Central Park West på den anden side af parken er kendt for at tiltrække bohemer og kunstnere som Sting, Yoko Ono og Dustin Hoffman.
Den ekstreme velstand, de ret lukkede facader og de uniformerede dørmænd i de lidt døde gader er med til at give kvartererne umiddelbart vest og øst for Central Park et lidt uretfærdigt ry som kedelige og snobbede. Men det er også her, kunsten lever. På vestsiden af parken er det især scenekunsten, koncentreret i Lincoln Center på Columbus Avenue. På østsiden har den såkaldte Museum Mile nok noget nær verdens højeste koncentration af kunst i verdensklasse.
På lidt over en mil af Fifth Avenue – Museum Mile fra East 82nd Street til East 104th Street – ligger ikke færre end ni store museer: Det kommende The Africa Center, El Museo del Barrrio, Museum of the City of New York, The Jewish Museum, Smithsonian Cooper-Hewitt, National Academy Museum, Solomon R. Guggenheim Museum, Neue Galerie og The Met.
Oplev en god dag i kvarteret, der folder sig ud mellem E59th St, East River, E110th St. og Fifth Avenue.
Kl. 8.00 Bedaget luksus
På Hotel Elyseé, som er en del af den glimrende lille kæde af boutique-hoteller under Library Hotel Collection - kan man få en snert af det fine, lidt bedagede Upper East Side. Her mødes yngre logerende og ældre stamkunder til wine hour mellem 17-20. Gulvene er beklædt med tykke tæpper og lænestolene er for de magelige. Hotellet ligger glimrende i forhold til både Central Park, museerne og gode spisesteder. Og så er der mulighed for at leje suiten på 15. sal, hvor den store amerikanske forfatter og dramatiker Tennessee Williams residerede, når han var i byen
Hotel Elyseé, 60 East 54th Street, www.elyseehotel.com
Kl. 10.00 Shopping på Madison Avenue
Start dagen med en tur langs Madison Avenue, hvor næsten alt kan købes for penge, relativt mange penge vel at mærke. Her er diademer hos Fred Leighton så store som kongekroner, sko udstillet enkeltvis hos Jimmy Choo, som var de unikke kunstværker, og her står den uniformerede chauffør klar ved Bentleyens åbne bagagerum, når hr. og fru Old Money træder ud af Hermès med deres kæmpeposer. Madison Avenue er det ekstravagante butiksstrøg – spredt over 14 blokke – som mange tror, de skal finde på den legendariske Fifth Avenue lidt længere mod syd. Madison er mere eksklusivt og på én og samme tid både helt vildt overdrevet og voldsomt diskret. Der er butikker på begge sider af Madison Ave. fra omkring E58th St. til E72nd St. Find bl.a. Michael Kors (61st og 67th), Hermès og Georg Jensen (62nd), Jimmy Choo (63rd-64th), Chanel (64th- 65th), Fred Leighton-smykker (66th), Giorgio Armani (66th-67th), Valentino- og Dennis Bassopelse (68th-69th), Prada og Tom Ford (70th) og Ralph Lauren (bl.a. 72nd).
Madison Ave. www.nyctourist.com
Kl. 12.00 Kunst på Metropolitans lille ny
Filantropen Leonard Lauder kunne ikke bære, at lyset bare skulle slukkes i arkitekt Marcel Breuers fine museumsbygning, når The Whitney flyttede sydpå til Meatpacking District. Derfor er bygningen fra foråret 2016 blevet en del af Metropolitan Museum og rummer en del af museumsmastodontens samling af moderne og samtidskunst. Blandt de første projekter i The Mets nye sale har været en Diane Arbus fotoudstilling, en kæmpe retrospektiv præsentation af den indiske modernist Nasreen Mohamedis værker samt en kæmpe udstilling af værker fra
renæssancen til nu, som kunstneren bevidst har ladet være ufærdige. Der planlægges også
med musik og andre optrædender, der går i mere direkte dialog med publikum.
Blot to minutters gang væk er der flere store navne i spil hos New Yorks mest eksotiske, velhavende og provokerende kunstsamler, den armensk-amerikanske Larry Gagosian. Han har næse for, hvad der sælger i toppen af en rå branche, hvor hans stald også rummer bl.a. den engelske kunstner Damien Hirst og boet efter Andy Warhol. Gagosian har tre gallerier i New York. I hovedkvarteret på Upper East Side har udstillingerne tit karakter af projekter med ny, sprælsk samtidskunst. Det er altså ikke sikkert, man ser de allerede store og kendte her. Men hvis de hænger hos Gagosian i dag, er de nok store og kendte i morgen.
Met Breuer. 945 Madison Ave. v. E75th St. www.metmuseum.org.
Gagosian Gallery. 980 Madison Ave. v. E77th St. www.gagosian.com.
Kl. 14.00 Kitschet frokost
Hverken Marilyn Monroe eller Andy Warhol kommer her længere. Men de er blandt de berømtheder, der har haft stamborde på den kitschede restaurant, der blandt voldsomt meget andet på sine lange menu er kendt for sine umanerligt lange hotdogs, kaviarburgere og – selvfølgelig – den berømmede Frrrozen Hot Chocolate (gigantisk varm chokolade med is, rå mængder af flødeskum og ægte chokolade). Det er lidt som at gå ind i et overdekoreret dukkehus proppet med en blanding af turister og frokostmadammer blandt Tiffany-lamper og tingeltangel. Køen kan være lang, hvis man ikke har bestilt bord. Serendipity 3 er en New York-institution fra 1954. Og man kan købe både kitsch og kogebøger, mens man venter.
Serendipity 3. 225 E60th St. ml. Second og Third Ave. www.serendipity3.com.
Kl. 15.00 Afternoon tea på The Pierre
Det stinker af penge langt ud på fortovet under den hvide baldakin med gyldentsvungne bogstaver. Det ligner et hotel. Og sådan et er her også. Men The Pierre er først og fremmest en af New Yorks dyreste adresser. Den øverste af de 76 andelslejligheder har lige over 1000 m2 fordelt på etagerne 41-42-43 og har været til salg i årevis – på et tidspunkt for svimlende 125 millioner dollar. Blandt dem, der har eller har haft deres New Yorkadresse i The Pierre, er den egyptisk-britiske forretningsmand Mohamed al-Fayed, modedesigneren Yves Saint Laurent og skuespillerinden Elizabeth Taylor.
De eksklusive boliger har egen indgang på siden af bygningen. Men som velklædt turist kan man nyde sin afternoon tea fra 15-17) eller alternativt cocktails, frokost eller middag under den rigt dekorerede kuppel i rotunden i hoteldelens stueetage. Selve hotellet er luksus og byhistorie på allerøverste, eksklusive hylde. De 200 hotelværelser er for nylig sat i stand for 100 mio. dollar og giver den ultimative old style New York-oplevelse med upåklagelig service til dem, der har råd.
The Pierre. 795 Fifth Ave. v. E61st St. www.tajhotels.com.
Kl. 16.00 Dannelsesrejse på museumsruten
Det giver ingen mening at ville nå at opleve alle gode museer på den legendariske Museum Mile i løbet af én dag. To gode museer der imidlertid ligger et stenkast fra hinanden er Guggenheim og designmuseet Cooper-Hewitt.
Guggenheim-museet er en af New Yorks mest genkendelige bygninger, skabt af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright og åbnet i oktober 1959, seks måneder efter hans død. På mange måder er det et håbløst udstillingsrum, fordi gulvet skråner, væggene buer og den indre spiralrampe skygger for dagslyset. Men det er også netop på grund af den usædvanlige arkitektur, at Guggenheim er et af byens mest fantastiske og unikke udstillingsrum, og et af dem, der gennem tiderne har ført til flest offentlige skænderier om rammerne for kunst. Museet blev oprindeligt bygget til at huse en del af rigmanden Solomon R. Guggenheims private samling af værker af tidlige modernister som Wassily Kandinsky og Piet Mondrian samt impressionister og post impressionister som Chagall, Picasso, Léger og Modigliani. Kandinsky har i dag sit eget, faste galleri i et sidegemak, mens det primære rum langs rampen i rotunden og de små firkantede sidegallerier på vejen op bliver brugt til skiftende udstillinger.
Smithsonian Cooper-Hewitt er et klassisk museum for design og brugskunst indrettet i familien Carnegies gamle rigmandspalæ. Ud over at vise skiftende udsnit fra museets permanente samling præsenterer Cooper-Hewitt også tankevækkende udstillinger med aktuelt samfundsperspektiv, fx med en udstillingsrække med fokus på nyttevirkningen af investeringer i design rettet mod verdens fattigste.
Smithsonian Cooper-Hewitt National Design Museum. 2 E91st St. v. Fifth Ave. www.cooperhewitt.org.
The Guggenheim. 1071 Fifth Ave. v. E89th St. www.guggenheim.org.
Kl. 18.00 En opstrammer på Subway Inn
Fra finkultur til noget langt mere folkeligt. Subway Inn er en amerikansk bodega – dive bar, som de siger i New York – med egen charme i form af neonskilt, jukebox, nussede toiletter og intellektuelt-bøvet klientel. Hovedet-underarmen- sted som modsvar til Manhattans polerede cocktailbarer. Baren har i 77 år ligget på samme adresse ved Lexington Avenue. Efter en langvarig huslejekamp med udlejeren har ejer Steven Salinas fundet nye lokaler et par gader væk – og har hyret en kopiarkitekt til at genskabe alt, som det var.
Subway Inn. E60th St. v. Second Ave.
Kl. 20.00 Gourmet i smukke rammer
Det ultimative madtempel fra topkok Daniel Boulud er flagskibsrestauranten Daniel. I 2014 nedgraderede Michelin godt nok fra tre til to stjerner, men her er stadig grandiose rammer og franske retter, der kan tage pusten fra selv de mest hærdede gourmeter. Eller som en tidligere gæst skrev i en anmeldelse på yelp.com: “Gør dig selv en tjeneste og sørg for at spise her, inden du stiller træskoene – din engel vil takke dig.” Både betjeningen, maden og rammerne er i top. Der skal sættes mindst fire timer af til fornøjelsen – og det er en god idé at reservere bord i god tid.
Daniel. 60 E65th St. v. Park Ave. www.danielnyc.com.
Minna Skau er forfatter til Turen går til New York