Vi synes stadig, at det er mærkeligt, at Alfons Åberg kun bor med sin far

Hvor er Alfons Åbergs mor?

Det er et spørgsmål, der aldrig ramte mit barndoms jeg, og som mine børn aldrig har stillet, selvom vi med en god generation imellem os har slugt såvel børnebøgerne som tegnefilmene om Alfons Åberg.

Men det er faktisk et spørgsmål, som er blevet diskuteret i over 40 år, siden stregen til den lille tætte dreng med de få hårstubbe på hovedet og hans piberygende far så dagens lys første gang i bogen “Godnat Alfons Åberg” fra 1972.

Og et udtræk foretaget af Google Trends for Jyllands-Posten viser, at netop det spørgsmål er et af dem, vi googlede allermest i 2016. På top-10-listen over filosofiske spørgsmål, der begynder med ”Hvor er ...”, sniger Åberg-spørgsmålet - 45 år efter - sig ind på 10. pladsen.

Det undrer Alfons Åbergs “oprindelige” mor, den 74-årige tegner og forfatter Gunilla Bergstrøm, der først svarer med en hæs latter og så med et »jamen altså« og et suk.

»Lad os nu få den afsluttet en gang for alle,« siger hun så.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg ikke, at jeg tænkte så meget over det, da jeg skrev den første bog om Alfons Åberg. Men hvis jeg nu alligevel skal komme med et svar, så er min generelle holdning, at det er vældig vigtigt, at børnebøger ikke altid fortæller alting. Man må have lov til at have hemmeligheder, og der må findes noget, man kan tænke videre over. Der findes mange meget faktuelle bøger, hvor man får alting at vide, for eksempel bøger om, hvordan man går til tandlæge.«

»Der er så meget retvisende børnelitteratur, som er overloadet med fakta om den verden, vi lever i. Og det er er godt med fakta, misforstå mig ikke, men det er endnu vigtigere at fabulere og fantasere. Det er jo derfor, vi læser, det er for at opleve noget ekstra. I skolebøger læser vi, fordi vi skal forstå den fysiske verden. Jeg synes, at man skal byde på noget mere end en skolebog, for det kommer jo hurtigt, at ens børneverden bliver fyldt med den slags.«

»Jeg kunne også sagtens skrive en bog om at gå til tandlæge, men det er da så trist. For helt ærligt, det vigtige må være, at et barn får lov til at undre sig. Men det gør de som regel ikke over, at Alfons Åbergs mor ikke er der. Skulle et barn tænke over, hvor hun er henne, så skal det have lov selv at tænke, at måske er hun død ligesom min mor, eller også at forældrene er skilt ligesom mine. Ethvert barn må få chancen for selv at fantasere. Det, tænker jeg faktisk, er mit svar på det spørgsmål, og jeg har ingen andre svar. Hvor moren er, skal de, som læser bogen, selv bestemme, det er frit at fundere over. Der skal findes hemmeligheder og gåder.«

Men i bogen “Alfons med Supersækken” fra 2011 nævner du pludselig moren, hvorfor det, hvis du vil lade det være op til læseren selv?

»I “Alfons med Supersækken”, bevæger Alfons sig mellem drøm og virkelighed, og den bog handler om en filosofisk gåde. Her tænker faren på moren, for han har drømt om hende, det er en meget vigtig pointe. Men igen – han siger jo ikke noget om, at hun er død, eller at hun er på et hjem for alkoholikere. Hun kan være hvor som helst, og det lader jeg stadig være op til læseren selv at bestemme.«

Var det også for at tilfredsstille dem, der har spurgt efter moren – eller ligefrem for at drille lidt?

»Jeg tror ikke, at jeg overhovedet tænkte over, at jeg skulle fortælle mere om moderen, det var bare vigtigt for fortællingen. Man skriver det, man får lyst til. Jeg tror i øvrigt kun, at det er voksne, der på den måde tænker over, hvor hun er henne. Og måske begynder børnene også at undre sig, når de bliver ældre.«

Havde du valgt samme familiekonstellation, hvis du skulle skrive Alfons Åberg i dag?

»Jeg havde valgt det samme i dag, ja. Men det skyldes også det, jeg har med mig fra min barndom. Det har jo dannet grundlag for den bog, jeg har lavet. Min far var en meget sjov og usædvanlig far. Han var meget med i børnenes verden, hvor han legede og fantaserede med os,« siger hun og og skratter igen lidt med sin særegne latter og fortsætter:

»Men det, at man i et ligestillet samfund som det skandinaviske med alle dets forskellige familieformer i den grad efterspørger en mor, synes jeg nærmest er sørgeligt og tragisk. Det er faktisk et interessant psykologisk spørgsmål at udforske, hvorfor vi med så mange skilsmisser ikke er kommet længere, end at vi mangler den mor. Det er da nærmest mærkeligt. Måske er det et menneskeligt instinkt at tænke sådan? Det er jo noget, man måske ligefrem burde forske noget mere i, for vi kan jo stille spørgsmålet, om det er et grundinstinkt, at der skal være en mor og en far. Jeg ved det ikke, det må psykologer svare på.«

Hvem tror du, det er, der googler det spørgsmål i dag?

»Det er forældrene, der undrer sig over, hvor hun er. Børnene gør ikke, de spørger aldrig efter hende. Normalt accepterer børn bare tingene, som de er, og de tænker kun på de personer, der indgår i historien, ikke dem, der IKKE er der. Men selvfølgelig har han en mor, det er da klart. Men jeg tror som sagt, at det er et voksenspørgsmål, det er konventionel tænkning her i vores del af verden. Andre steder spørger man ikke på den måde til, hvor hun er. Da den første af mine bøger med Alfons Åberg udkom på arabisk i 1984, tænkte jeg først: Hvordan skal det ikke gå, når han ikke har en mor? Men hende, der oversatte den, kommer oprindeligt fra Jordan, og hun fortalte, at det gik så fint med den i de arabiske lande. Her var det almindeligt, at børnene havde sådan et forhold til faderen som familiens vigtigste, så her undrede man sig ikke over hendes manglende tilstedeværelse. Som kvinde kan man jo blive arrig over, at det forholder sig sådan, set i et kønsrolleperspektiv ved man ikke, om man skal blive glad eller trist over faderens rolle.«

Men vi skal altså ikke sætte næsen op efter, at vi nogensinde får mere at vide om Alfons’ familieforhold?

»Ha ha, nej. Og man kan jo også spørge sig selv, hvem i en slægt man egentlig skal tage med? Hvad er det, de voksne kræver, for at det giver mening? Nu har jeg skrevet om Alfons Åberg i over 40 år, og det er det samme spørgsmål. Hvor er mor? Hvor er mor? Stadig i dag, hvor der findes så mange forskellige familiekonstellationer, og hvor vi taler om bonusmor, plastikfar og her er min ekstrabror. Familiebilledet er så anderledes nu, end det var i 70’erne, hvor jeg lavede den første Alfons Åberg-bog, og så er det altså virkelig underligt, at man stadig taler om, at “hun mangler”.«