Weekend
0

Anmeldelse: Italien på Nørrebro

En ægte italiensk oase, hvor man har lyst at komme hver uge året rundt og blive forkælet

Restaurant Cicchetti. Foto: PR

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Midt i Nørrebrogades globale smeltedigel ligger en ægte italiensk oase. Bag stedet står to af pigerne fra det hedengangne ”Pop – et spiseri”, Rikke Kolding Pedersen og Nina Krysiza Sørensen, samt sommelieren Luna Hjerming. Hun står for udvælgelse af stedets vine, leverer god rådgivning og ikkemindst hygge om gæsterne, så alle føler sig hjemme.

Vi sidder tæt i det lille lokale, men stemningen er god, og de mange småretter - ”cicchetti” - kommer i en lind strøm fra det åbne køkken og spreder vidunderlig duft af hvidløg, rosmarin og citron i lokalet. En tur rundt i menukortet er som at komme til Italien med den bedste burrataost fra to italienere i Rødovre, topklasse salume, fx mortadella og grillet peberfrugt. Sæsonen i støvlelandet følges tæt med friskimporteret puntarellesalat og crostini med artiskok og ansjos. I den friterede afdeling er der arancini af ris, friteret bacala og fyldte zucchiniblomster.

Vi indleder med prosecco fra Treviso og kan derfra vælge glas eller flaske, vejledt af Luna, som synes at vide bedre end vi selv, hvad vi har lyst til. Det bliver en fløjlsblød pinot nero fra Sydtyrol med god kølighed, men kortet strutter af gode navne såsom Vietti og Sesti.

Uforglemmeligt står den smørmøre pulpo i en veltilsmagt salat med kartofler, oliven og løg, den perfekte tatar, hvis umami kom frem fra tilhørende svampe og den cremede polenta med ragout af salsicciapølse.

Naturligvis er her crosta di limone og tiramisu, og mens vi nedsvælger den gode kaffe hertil, konstaterer vi, at her har man lyst at komme hver uge året rundt og blive forkælet. Det er enkelt men i meget god klasse.

Cicchetti

Nørrebrogade 56, 2200 København N, cicchetti.dk

Priser: Små retter 35-70 kr.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også