*

Debat
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

De italienske zombiebanker skramler videre: Japan om igen?

De italienske banker er trods milliarder i frisk kapital og ihærdige redningsforsøg fortsat skrøbelig og tynget af dårlige lån. Vi risikerer at stå med en gentagelse af de japanske zombiebanker fra 90erne.

Den italienske bank Unicredit rejste for nylig 13 milliarder euro for at styrke sin kapitalpolstring, og den nødlidende Monte dei Paschi di Siena (MPS) er kommet under kompetent behandling i de europæiske institutioner, så nu kan vi ånde lettet op. Den italienske banksektor er sikkert på vej tilbage på sporet.

Sådan kunne det se ud, men det er desværre langt fra tilfældet, hvis man spørger forfatterne til en ny stor rapport fra Bruegel, Europas førende tænketank på finansiel regulering og økonomisk politik.

I Bruegel-rapporten sammenligner Christopher Gandrud og Mark Hallerberg situationen i de italienske banker med de japanske bankers problemer fra starten af 1990erne og fremefter. Konklusionen er, at italienske banker – trods ihærdige forsøg på rekapitalisering og håndtering af dårlige udlån – fortsat er meget skrøbelige. De italienske bankers sårbarhed er fortsat en alvorlig akilleshæl for den europæiske banksektors robusthed.

Som tilfældet var i Japan i 1990erne, er en stribe af de italienske banker i virkeligheden en slags zombiebanker. De slæber sig godt nok videre fra år til år, men på grund af store problemer med dårlige udlån er de meget lidt aktive med ny långivning til virksomheder. Den Europæiske Centralbanks (ECBs) definition på et dårligt lån (non-performing loan) er et lån, hvor låntager i mere end 90 dage har forsømt at betale de aftalte renter og afdrag. I Italien udgør de dårlige lån mere end 16 pct. af den italienske banksektors samlede aktiver.

En bank er en zombie, hvis dens beholdning af dårlige udlån ikke er så stor, at den er insolvent, men stor nok til at dens evne til at yde ny kredit til erhvervslivet er meget begrænset. Zombiebanker er det sidste, man har brug for i et land, der har siddet fast i recession i snart ti år og haft nærmest ingen vækst i tyve år. Banker der ikke yder nye lån, er ikke nogen synderlig hjælp i Italiens kamp for omsider at få skabt en økonomisk vækst, der kan afhjælpe landets store gælds- og arbejdsløshedsproblemer.

Om end Italien på ingen måde er alene om at kæmpe med store stigende problemer med dårlige lån, så er ikke tilfældigt, at Bruegel-rapporten fokuserer på Italien. Problemet er særligt stort i Italien – og Italien er så stor en økonomi, at en bankkrise nærmest uundgåeligt vil give alvorlige efterdønninger i resten af Europa.

Zombiebanker er det sidste, man har brug for i et land, der har siddet fast i recession i snart ti år og haft nærmest ingen vækst i tyve år.

Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Når italienske banker fortsat sidder uhjælpeligt fast i problemet med dårlige udlån, er det ikke fordi, der ikke er viden om, hvordan dårlige udlån håndteres, understreger Bruegel-rapportens forfattere. Erfaringer fra Japan har vist, at tre faktorer er afgørende for, at dårlige lån i bankerne kan håndteres effektivt.

For det første er det væsentligt, at banken er tilstrækkelig velpolstret til at kunne bære de tab der måtte være for at afskrive dårlige lån. Dernæst er det afgørende at en uafhængig reguleringsinstans er i stand til at identificere problemet og sætte sig igennem med et krav om, at det håndteres. Og sidst, men ikke mindst, har det vist sig at være vigtigt, at man råder over de nødvendige redskaber til at sikre en velordnet afhændelse af de dårlige udlån.

Rapportens forfattere peger på, at det for Italiens vedkommende især er redskaberne, der mangler – og incitamenterne til at bruge dem. I løbet af 2016, har italienerne gjort flere forsøg på at stable en stor privat finansieret fond på benene, som skulle have det formål at opkøbe dårlige udlån fra de italienske banker, med henblik på realisering af de værdier der var stillet som sikkerhed for lånene, eller videresalg til andre investorer. Men de beløb, man har kunnet rejse på den måde, har været alt for små til at kunne gøre en forskel.

Både banker og stater har god mulig grund til at skubbe problemet med bankernes dårlige udlån foran sig. Dårlige udlån gør først ondt på bankernes balance, når man begynder at afskrive dem.

Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Det paradoks, Bruegel-rapporten påpeger, er, at både banker og stater har al mulig grund til at skubbe problemet med bankernes dårlige udlån foran sig. Det er på kort sigt langt det bedste for dem. Dårlige udlån gør først ondt på bankernes balance, når man begynder at afskrive dem. De gældende bogføringsregler stiller kun krav om, at allerede realiserede tab bogføres - ikke tab som med rimelighed kan forventes. Og så længe de dårlige udlån bliver på bankernes balance, slipper politikerne for at bruge statens penge til at absorbere tabene, med alt hvad det indebærer af forklaringsproblemer over for vælgerne.

Fra næste år bliver bogføringsreglerne lavet om på netop dette punkt, således at banker skal bogføre forventede tab på sine udlån. Men meget kan nå at gå galt inden da. Og selvom de nye regler vil være et skridt i den rigtige retning, for så vidt angår bankernes incitamenter til at håndtere de dårlige udlån på en hensigtsmæssig måde, så kan de på kort sigt presse en stribe i forvejen svagt kapitaliserede italienske banker yderligere.

Læs også