Ikea ændrer fokus: Bruger København som eksempel i internationalt erhvervsmedie
En stigende urbanisering og digitalisering har fået Ikea til at ændre fokus.
Ikea har fået øjnene op for bycentrene i erkendelse af, at det er svært at opretholde kundernes interesse for dens varehuse, der typisk er placeret uden for centrum.
Det oplyser topchef Jesper Brodin i et interview med Financial Times, hvor han specifikt nævner den kommende Ikea-forretning i København i Danmark, som efter planen skal åbne på Fisketorvet i 2020.
»Vi er ivrige efter at sætte os på bycentrene. Vi tester nye formater. Vi har penetreret nogle bycentre, men er mest udenfor, så mulighederne er der,« siger Jesper Brodin i interviewet, hvor han erkender, at Ikea kæmper med at tilpasse sig et stadig mere urbaniseret og digitalt shoppingmønster.
Udover at fokusere på bycentre vil Ikea også fra næste år begynde at sælge sine produkter hos tredjeparts-websider. Det kunne være Amazon eller Alibaba.
De nye tiltag kommer oven på et markant fald i Ikeas overskud.

