Sommervarmen sætter fart i det danske tøjsalg
Flere modebutikker og -kæder melder om tømte lagre af sommertøj. Det sker samtidig med, at dele af detailhandlen inden for netop mode fortsat kæmper for at klare sig i konkurrencen.
Sol og varme skaber smil i dele af den danske detailhandel inden for mode. Forbrugerne har nemlig de seneste uger og måneder købt sommerkjoler, shorts og T-shirts i stor stil. Det kan omvendt betyde, at årets salg skubber sig, da der kommer sen fart i salget af de nye efterårskollektioner.
En af de aktører, som melder om et godt salg af sommertøj, er PWT Group, der står bag de danske kæder for herretøj, Wagner og Tøjeksperten.
»Den gode danske sommer har helt sikkert haft en positiv effekt på sommersalget i butikkerne – særligt først på sæsonen i maj/ juni, hvor lageret var fyldt med sommervarer, var rigtig god. Sommeren har været så god og lang, at lageret på disse artikler efterhånden er ved at være solgt stort set i bund,« siger marketingdirektør Brian Børsting, PWT Group.
Også hos Salling-stormagasinerne i Aarhus og Aalborg er der tilfredshed med sommervejret. Direktør Marianne Bedsted, der står for stormagasinerne i Salling Group, fortæller:
»Salget af sommerkollektionerne har været større end nogensinde. Shorts, badetøj, sandaler og sommerkjoler har solgt rigtig godt. Sommeren har strakt sig over så lang tid, at forbrugerne ikke kun som tidligere år har købt til ferien, men også til arbejds- og hjemmebrug.«
Direktør Jens Birkeholm i erhvervsorganisationen Dansk Detail, som bl.a. organiserer tøjbutikker, bekræfter tendensen og glæder sig over de seneste måneder i en periode, hvor der ellers har været hårdt pres på dele af branchen. Udløst af både stigende onlinehandel og tilbageholdende forbrugere. Jens Birkeholm siger:
»Vores indekstal viser, at det samlede tal i år holder sig på niveau med i fjor. Dermed er der ikke aktuelt fald som de foregående år, hvor dårligt vejr gjorde det svært at komme af med sommertøjet. Der er ingen tvivl om, at den lange sommer styrker salget af de kollektioner, men betyder så samtidig, at salget af de nye efterårskollektioner kommer senere i gang, da forbrugerne ikke køber den slags tøj, før vejret slår om.«
En dugfrisk analyse af den danske modebranche, som revisions- og konsulenthuset Deloitte står bag, viser, at mens de danske tøjproducenter og -grossister samlet har en positiv udvikling med en stigende overskudsgrad, ser det helt anderledes ud for detailhandel med mode. Deloitte peger på, at den del af sektoren præges af faldende overskud, og mere end hver fjerde modeforretning kører med underskud.
»Der er sket en stor tilpasning i detailleddet gennem en årrække, hvor de svageste er faldet fra. Men der er nok ingen tvivl om, at mange butikker nyder godt af sommeren, som betyder, at årets salg bliver forskudt. Det kan få stor betydning for salget af efterårsvarerne i detailleddet og dermed indtjeningen,« mener partner Morten Gade Steinmetz, Deloitte.

