Fortsæt til indhold

Kunder raser over Unisport: Flere julegaver når ikke hjem inden jul

Den danske del af Unisport er kommet i stormvejr på bl.a. Trustpilot. Selskabet beklager og arbejder på højtryk for at levere pakker hurtigst muligt.

Michael Burk, adm. direktør i Unisport, beklager den længere leveringstid. Han forventer, at selskabet snart er tilbage til »normalen«. Arkivfoto
Erhverv

Det er svært at finde et dårligere tidspunkt ikke at kunne levere end lige op til jul. Det har den danske del af sportsfirmaet Unisport mærket på den hårde måde.

Selskabet er kommet i stormvejr på Trustpilot og er på få dage blevet bestormet af dårlige anmeldelser.

Utilfredse kunder raser over selskabets kundehåndtering og leveringstid. Flere skriver, at de ikke har modtaget deres varer, selvom de har bestilt for flere uger siden, mens andre klager over en »kritisk kundeservice«.

»Jeg vil først og fremmest gerne beklage over for de kunder, der har oplevet en længere leveringstid. Vi forstår og deler frustrationerne,« skriver adm. direktør Michael Burk i en mail til Finans.

Han erkender, at virksomheden i øjeblikket har længere leveringstid end normalt, og at kunderne må vente længere tid på svar omkring ordrer. Det skyldes ifølge direktøren, at Unisport i begyndelsen af december har flyttet sit lager.

Oprindeligt var flytningen planlagt til næste år. Det nye lager skulle netop sikre Unisport en bedre håndtering af øget vækst og flere leverancerer, men helt sådan er det ikke gået.

Selskabet har ikke tidligere oplevet en så hektisk situation, som den, firmaet står i for tiden.

»Vi er bekendt med spidsbelastningsperioder, da vi igennem de sidste snart 20 år har håndteret jul, black friday og slutrunder (fodboldslutrunder, red.), men ikke samtidig, og ikke mens vi samtidig skulle flytte lager,« skriver Michael Burk.

Unisport kan i øjeblikket ikke svare på, hvor mange ordrer der er bestilt i tide, men ikke når at blive leveret inden jul. Michael Burk understreger dog, at langt størstedelen af firmaets ordrer enten er endt hos kunder eller er på vej.

Han erkender, at det ikke har været et »ideelt tidspunkt« at flytte lager på, fordi selskabet har haft travlt som følge af bl.a. VM, black friday og julegaveshopping. Men det var nødvendigt for at håndtere de mange ordrer, lyder det.

I december har Unisport leveret over 150.000 ordrer, og det samlede antal ordrer for i år har rundet 1,3 millioner. Det svarer til en vækst på ca. 20 pct., og ifølge direktøren er væksten kommet hurtigere end forventet.

»Flytningen er en omfattende proces, men vi arbejder på højtryk for at nedbringe leveringstiden og levere kundernes pakker så hurtigt, det overhovedet er muligt. I denne måned har vi ansat over 20 nye medarbejdere, så vi hurtigst muligt kommer tilbage til den korte leveringstid, vi normalt er kendt for,« skriver Michael Burk.

Han understreger samtidig, at Unisport - ifølge direktøren - siden december har kommunikeret på webshoppen, at virksomheden ikke kan garantere leveringen inden jul.

»Vi vil igen gerne beklage over for de kunder, der oplever længere leveringstid. Langt de fleste ordrer bliver leveret indenfor den lovede leveringstid, men i øjeblikket har vi desværre også ordrer, som kunder må vente længere på end forventet,« lyder det fra direktøren.

Selskabet oplyser, at det »proaktivt« vil informere kunder direkte, hvis kunderne ikke kan nå at få deres varer inden jul, selvom de har bestilt dem i tide.

Unisport leverede i 2021 et overskud på 2,4 mio. kr. efter skat. Årene inden har selskabet tabt millioner. Det er ejet af Cidron United L.P., som holder til i Storbritannien.

Artiklens emner
Unisport
Trustpilot