*

Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Ulla Röttger må forlade Amager Bakke efter et højspændt bestyrelsesdrama

Efter flere ugers tovtrækkeri i den politiske bestyrelse bag Amager Bakke, vil Dragør og Hvidovre Kommuner ikke længere holde hånden under den udskældte adm. direktør Ulla Röttger.

Skraldekamp for milliarder
Ulla Röttger har spillet en hovedrolle i tilblivelsen af Københavns nye vartegn, affaldsanlægget Amager Bakke med skibakke på toppen. Foto: ARC

Nyt flertal i bestyrelsen bag prestigeprojektet Amager Bakke sender nu den adm. direktør Ulla Röttger ud i kulden. Baggrunden er et stemmeskifte i bestyrelsen, hvor Hvidovre og Dragør kommuner nu bakker op omkring de to store ejerkommuner København og Frederiksberg, der tidligere forgæves har forsøgt at skabe et flertal for at fyre Ulla Röttger.

Ulla Röttger er ikke formelt fratrådt, men ifølge Finans' oplysninger forhandles der pt. om en aftrædelselsordning med hende.

Situationen kørte for tre uger siden op i en spids, da bestyrelsesformand Lars Weiss meddelte, at han ville trække sig fra formandsposten efter et mislykket forsøg på at få Ulla Röttger fyret. Det var Københavns og Frederiksberg Kommuner, der udtrykte mistillid til direktøren, men bestyrelsesrepræsentanterne fra de tre små kommuner Dragør, Taarnby og Hvidovre blokerede for fyringen.

Bestyrelsesmedlem Steen Ørskov Larsen (C) fra Hvidovre Kommune forklarer, hvorfor han på trods af tillid til direktøren alligevel nu vælger at bakke op om en udskiftning af Ulla Röttger.

»Jeg er lidt ærgerlig over, at vi skal skifte direktør på det her tidspunkt. Men jeg synes, at det er uholdbart, at have en direktør, som fremadrettet vil få rigtigt svært ved at samarbejde med de to største ejerkommuner,« forklarer Steen Ørskov Larsen.

Lars Weiss, der med Ulla Röttgers afgang forbliver på formandsposten, vil ikke kommentere på situationen. Men bestyrelsesmedlem Birger Larsen fra Dragør Kommune bekræfter, at kommunen  her i lighed med i Hvidovre ikke længere vil holde hånden under Ulla Röttger.

Amager Bakkes problemer
  • Amager Bakke blev bygget som et kæmpeværk på baggrund af affaldsfremskrivninger, som blev kritiseret for ikke at holde.
  • På grund af faldende affaldsmængder og lave elpriser er anlægget kommet i økonomiske problemer. Ifølge interne rapporter fra foråret 2016 styrede anlægget med et tab på 1,9 mia. kr. Borgmestrene i de fem ejerkommuner blev derfor enige om en økonomisk redningsplan.
  • Planen vil give mulighed for import af affald til afbrænding. Ifølge de seneste estimater bliver det nødvendigt at importere 114.000 tons om året for at udnytte den kapacitet, der fremgår af redningsplanen. Dermed brydes der med en politisk aftale om, at alt affald skulle hentes inden for lokalområdet.
  • Specielt i Københavns Kommune har der længe været stor utilfredshed med Ulla Röttger på grund af, at ledende politikere har følt sig ført bag lyset af Ulla Röttger.
  • Senest haglede kritikken ned over Ulla Röttger, da hun undlod at informere sin politisk valgte bestyrelse om en livsfarlig eksplosion, som skete i februar 2017 efter et ledelsessvigt.

Han oplyser, at bestyrelsen mødtes i sidste uge for at drøfte situationen. Her blev der ifølge Birger Larsen lagt op til, at Lars Weiss skulle fortsætte som formand.

»Aftalen er, at formandsskabet snakker videre med Ulla Röttger for at finde en løsning på problemet,« siger Birger Larsen.

Men vil du acceptere, at Ulla Röttger bliver afskediget?

»Ja, hvis det kommer på tale og bliver løsningen, så må det være løsningen,« siger Birger Larsen.

Er det korrekt forstået, at I hellere vil beholde Lars Weiss som bestyrelsesformand end Ulla Röttger som direktør?

»Det er vigtigt, at ejerkommunerne har en fælles holdning til forbrændingsanlæggets fortsatte drift. Så må ejerkommunerne jo bøje sig imod hinanden og finde en løsning, så man kan fuldende det nye værk, og det er det, som der arbejdes på,« siger Birger Larsen.

Utilfredsheden med Ulla Röttger er kulmineret, efter at en livsfarlig eksplosion i februar ramte ARC's gamle anlæg på grund af et kommunikationssvigt. Det udløste hård kritik fra bestyrelsesformanden, der bl.a var vred over, at det var Finans og Jyllands-Posten - og ikke Ulla Röttger - der orienterede bestyrelsen om ulykken.

Forud for eksplosionen er Ulla Röttger blevet skarpt kritiseret for sin rolle i det store prestigeprojekt til 4 mia. kr., som er kørt af sporet økonomisk, fordi der ikke er dansk affald nok til det kæmpestore anlæg med arkitekttegnet skibakke på toppen. Finans og Jyllands-Posten har bl.a. afsløret, at Ulla Röttger stod bag fejlskøn, som har haft fatale følger for anlæggets økonomi, og at Ulla Röttger forud for den politiske beslutning i 2012 fremlagde problemer med miljøgodkendelser og trecifrede milliontab, som ikke havde hold i virkeligheden.

Flere eksperter og politikere har kritiseret Ulla Röttger for at blande sig i den politiske beslutningsproces om at bygge verdens mest moderne affaldsforbrændingsanlæg. Men Birger Larsen understreger, at han ikke er utilfreds med Ulla Röttgers indsats, selv om han nu giver sin opbakning til Lars Weiss.

Birger Larsen mener ikke, at Ulla Röttger skal klandres for hendes indspark til beslutningsforløbet, da politikerne selv må tage ansvar for deres beslutning. Han vil heller ikke kritisere hende for eksplosionen i februar.

»Jeg synes, at Ulla Röttger behandlede uheldet meget professionelt, idet hun først og fremmest tænkte på sine medarbejdere. Man kunne jo godt forestille sig, at et så voldsomt uheld kunne få de ansatte til at nedlægge arbejdet. Der gjorde hun det meget professionelle, at hun sammenkaldte medarbejderne og fortalte om forløbet og de sikkerhedsforanstaltning, som ARC havde indført for at undgå, at det kunne ske igen,« siger han.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Ulla Röttger. Taarnbys borgmester Henrik Zimino (S) ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Læs også