*

Erhverv
0

Mødebranchens Airbnb køber svensk konkurrent og bliver Nordens største

Danske Gaest.com har opkøbt svenske Bokarum.com.

Holdet bag Gaest holder selv et ugentligt møde ude i byen, blandt de steder, der har oprettet sig på Gaest. Det er direktør Anders Boelskifte Mogensen længst til venstre. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Den danske mødeplatform Gaest.com kalder sig selv mødebranchens svar på Airbnb. Nu udvider firmaet forretningen ved at opkøbe den svenske konkurrent Bokarum.com for et etcifret millionbeløb.

Opkøbet er en del af Gaests planer om at udvide forretningen internationalt. Med opkøbet får Gaest adgang til tusindvis af nye lokaleudlejere i Sverige og England, - ca. 500 i Sverige og ca. 1.500 i England - og det glæder direktør og medstifter Anders Boelskifte Mogensen.

»Med investeringen bliver vi den største spiller på markedet i Norden, og det er vigtigt med denne slags platforme at blive den største hurtigst muligt. Vi ser frem til via vores teknologi at udvide forretningen for de mange nye lokaleudlejere, vi får ind gennem Bokarums netværk,« siger han.

Om Gaest.com
  • Gaest.com tilbyder mødelokaler, der kan lejes på timebasis, så man let kan holde møder i inspirerende og anderledes rammer.
  • Der er over 550 i Danmark på platformen.
  • Bag Gaest.com står Anders Boelskifte Mogensen og co-founder Christian Schwarz Lausten
  • Grundlagt i oktober 2015, lanceret som portal for mødelokaler sommeren 2016.

Ligesom et hotelværelse i dag kan erstattes af en privat lejlighed via Airbnb, tilbyder Gaest, at virksomheder via deres platform kan booke mødelokaler, som ikke nødvendigvis hører til et hotel eller konferencecenter.

Selv om der også er mulighed for sidstnævnte, kan man også finde mere utraditionelle mødelokaler via platformen. Det kan være alt fra en kreativt indrettet færge i Marselisborg Havn til det gamle tårn på Knippelsbro i København, til klassiske mødelokaler på f.eks. D’Angleterre eller Radisson.

»Man kan få meget ud af at komme væk fra de vante møderammer, hvor eksempelvis telefonopkald eller andre medarbejdere kan forstyrre møderne. Ved at komme ud i byen får man bedre afgrænset, hvornår man er i møde, og på de lidt mere kreative steder kan man måske få gang i en anderledes tankegang end ellers,« siger Anders Boelskifte Mogensen.

Der er også mulighed for, at private virksomheder kan udleje deres mødelokaler; f.eks. en iværksætters kontorfællesskab i Aarhus eller et konsulenthus’ mødelokale ved Kongens Have i København. Det kan give en ekstra indtjening ved siden af virksomhedernes egen forretning.

Forretningsmodellen i Gaest er at udleje lokalerne på timebasis og tage mellem 10 og 20 procent af omsætningen i kommission. Alene markedet for professionelle mødelokaler i Danmark, som i dag primært er hoteller, er på over 20 mia. kr. om året. Et marked som er endnu større ude i verden, hvor der i mange storbyer skal nytænkes for at tjene penge på tomme lokaler. Det er et marked, som Gaest også gerne vil have fat i.

»Vi vil bruge de erfaringer, vi gør os på det nordiske marked, til at udvikle platformen, så vi kan brede konceptet ud til resten af verden. Vi ser et kæmpe potentiale i de mange storbyer rundt omkring i verden,« siger Anders Boelskifte Mogensen.

En nylig undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation viste, at danske topchefer i gennemsnit bruger næsten 17 arbejdstimer på møder om ugen. Et tal, der er steget fra lige over 13 i løbet af de sidste par år.

Gaests platform blev lanceret i sommeren 2016. I sit første regnskab, der dækker fra slutningen af oktober 2015 og hele 2016, havde Gaest en bruttofortjeneste på 2,8 mio. kr. og et underskud efter skat på 170.618 kr.

BRANCHENYT
Læs også